Jesper Adler dukker op i mørkegrøn valgjakke med partilogo og eget navn. Han kommer lige fra møde i kommunens økonomiudvalg. Senere vil han omdele valgbrochurer i postkasser, og så skal han til vælgermøde på gymnasiet. Nu melder han sig som borgmesterkandidat. Temmelig sent i valgkampen, men det er der en særlig grund til.
- Jesper Adler fra Konservative melder sig som borgmesterkandidat i Vordingborg Kommune tæt på valgdagen.
- Adler er det tredje borgerlige bud på borgmesterposten, efter Venstres Michael Seiding Larsen og Liberal Alliances Jakob Helles.
- Adler mener, at en sen udmelding sikrer, at vælgerne husker hans kandidatur.
- Konservative fik et stærkt valg for fire år siden, men Adler erkender, at det bliver svært at gentage succesen.
- Adler afviser fremtidigt samarbejde med Socialdemokratiet, som han mener er for forskelligt fra Konservative.
Det handler om timing, forstår man.
- Hvis jeg meldte ud i god tid, for eksempel i september, at jeg er borgmesterkandidat, ville der være vælgere, som ikke kan huske det. Så var det gået i glemmebogen. Nu er vi tættere på valgdagen, og det går op for flere, at vi skal stemme, siger Jesper Adler og tilføjer:
Fra Konservatives side bruger vi alt krudtet nu.
Med sin udmelding er han det tredje bud på en borgmester i det borgerlige valgforbund (V, K, LA, M, DF, DD og KD).
Venstres Michael Seiding Larsen har for længst meldt ud, at han vil være borgmester, så fulgte Liberal Alliances Jakob Helles og nu Jesper Adler.
Er der kurrer på tråden i blå blok?
- Overhovedet ikke. Vi kan være uenige om nogle nuancer, men overordnet har vi det soleklare mål, at vi skal have et borgerligt flertal.
Efter en succes
Med afdøde Søren Pape Poulsen som formand fik Konservative fire år siden sit bedste kommunalvalg i 36 år. Her gik partiet fra otte til 16 borgmesterposter.
Om Jesper Adler
- 56 år
- Bor i Vordingborg
- Gift med Ann-Sophi
- Har en baggrund i finansverdenen og mange års erfaring fra det private erhvervsliv
- Fritid: Spiller badminton
I Vordingborg Kommune udmøntede Pape-power sig til, at Konservative fik to mere i kommunalbestyrelsen, så man i alt havde tre mandater (Daniel Irvold, Jesper Adler og Pia Wamberg).
Jesper Adler erkender, at sådan et kanonvalg er "svært at komme efter", men han tror på to-tre mandater. Spørgsmålet er, om det er nok til at blive borgmester?
- Vi har aftalt i valgforbundet, at vi efter stemmeoptællingen tager en snak om, hvem der skal være borgmester. Hvis et parti får mange stemmer, har det naturligvis en vis vægt.
Nej til Smed
Viser stemmerne et flertal til borgmester Mikael Smeds side, afviser Jesper Adler kategorisk, at Konservative igen kan finde på at indgå i et rødt samarbejde. For fire år siden var begrundelsen, at det var sjovere at være med til at bestemme i stedet for at sidde på udskiftningsbænken.
- Det kommer ikke til at ske igen. Vi er en erfaring rigere. Spændvidden fra Enhedslisten til Konservative er simpelthen for stor.