Tidligere festivalformand er gået bort: - At han ikke længere er blandt os, er et stort tab

Tidligere formand for Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse Steen Jørgensen er død.

Tidligere formand for Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse Steen Jørgensen er død.

Foto: Thomas Olsen

- Det er med stor sorg, at vi har erfaret, at Steen Jørgensen, bestyrelsesmedlem i Fonden Roskilde Festival og tidligere formand i Foreningen Roskilde Festival, er gået bort.

Han blev 68 år gammel.

Sådan lyder begyndelsen på et opslag på Roskilde Festivals LinkedIn-profil.

Steen Jørgensen var formand for Foreningen Roskilde Festival fra 2011-2019. Ligesom han var administrerende direktør for spillestedet Vega fra 2011-2025, hvor han blev afløst af Anders Wahén, programchef på Roskilde Festival.

- Steen var en sand ildsjæl, han bar om nogen Roskilde Festival og festivalens værdier i hjertet. Altid klar til at stå op for musikkens og kunstens betydning, for festivalens rolle og ansvar og for vores formål om at støtte børns og unges muligheder, skriver Roskilde Festival videre i opslaget.

Her skriver festivalen også, at få som ham har sat sig præg ikke alene på Roskilde Festival, men også på musiklivet både i og uden for Danmark.

- Steen var vidende, dedikeret, dybt engageret og et godt menneske. Han satte spor, hvor han færdedes, i sin omverden og i de mennesker, han mødte.

- At han ikke længere er blandt os, er et stort tab. Vi vil savne ham. Vores tanker går til hans familie og nærmeste.

Steen Jørgensens egen familie har også skrevet et opslag på den tidligere formands LinkedIn-profil, hvor det fremgår, at han døde efter et kort og aggressivt kræftforløb.

- Det er med utrolig stor sorg, at vi må fortælle, at vores mand og far, Steen, er død. Efter et ubærligt kort og aggressivt kræftforløb døde han den 9. november.
Vi er knuste og chokerede og har endnu ikke forstået, at vi ikke ser ham igen.

Steen Jørgensen efterlader sig hustru, bror, fem døtre, svigersønner og syv børnebørn.

Fakta om Steen Jørgensen

Steen Jørgensen var formand for Foreningen Roskilde Festival 2011-2019.

Han var administrerende direktør for spillestedet Vega 2011-2025, hvor han blev afløst af Anders Wahén, programchef på Roskilde Festival.

Han var medlem af ledelsesgruppen bag Roskilde Festival i årene 2001-2005 og vendte tilbage i 2008 som næstformand.

Han indtrådte i bestyrelsen i Fonden Roskilde Festival i 2010, og hans periode udløber i 2026.

Steen Jørgensen var kunstnerisk og administrativ leder for kulturhuset Gjethuset i Frederiksværk fra 1998. 

Formand for Gjethuset

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...