Natten til lørdag anmeldte en 30-årig kvinde en voldtægt i Køge. Nu kommer politiet med et signalement af den formodede gerningsmand og efterspørger din hjælp til at opklare sagen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.
Klokken 04.53 modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde i 30'erne var blevet udsat for et overgreb af en mand, som hun havde mødt under en bytur på Havnen i Køge.
Kvinden blev kort afhørt og kørt til undersøgelse på Center for Seksuelle Overgreb. Politiet iværksatte en efterforskning og forsøgte at finde frem til det mulige gerningssted i en baggråd i Køge midtby.
Hundepatruljer afsøgte området for spor, og der blev indhentet overvågning fra den beværtning, som hun havde besøgt kort forinden.
Politiet forsøger nu at afklare hændelsesforløbet og søger i den forbindelse vidner.
Har du set ham?
Overvågningen viser, at hun følges væk fra Havnen med en mand, og at de går i retning væk fra Køge Centrum.
Manden hun følges med beskrives som: 30-35 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Kort brunt kindskæg, høje tindinger, Talte: Dansk, Iført: Grøn julesweater med en blå/sort trøje under, blå jeans, hvide sko.
Vidner, som har set den beskrevne mand i selskab med en kvinde iført rød sweater, der sammen gik fra Havnen i vestlig retning væk fra Køge Centrum bedes ringe til politiet på tlf. 114.