Katja hædret med lederpris: Et ægte supermenneske - hvad skulle de gøre uden dig?

Katja Loran modtager Hørsholm Kommunes "Lederpris 2025" for sin uundværlige og ekstraordinære indsats i HUI Fodbold.

Katja Loran (th.), næstformand i HUI, fik lørdag overrakt 2025-prisen som årets frivillige leder i Hørsholm af Caroline Victoria Christensen (S), formand for Sports-, Sundheds og Kulturudvalget.

Katja Loran (th.), næstformand i HUI, fik lørdag overrakt 2025-prisen som årets frivillige leder i Hørsholm af Caroline Victoria Christensen (S), formand for Sports-, Sundheds og Kulturudvalget.

Foto: Presse

Til lyden af taktfaste stortrommer og masser af fodboldatmosfære modtog Katja Loran lørdag årets "Lederpris 2025" af Hørsholm Kommune.

Katja Loran er næstformand i HUI Fodbold og har gennem otte år været en helt uundværlig drivkraft i klubben.

Prisen var arrangeret som en overraskelse i pausen i 3. divisionskampen mellem HUI og Vejgaard B på Hørsholm Stadion foran alle klubbens fans.

- Det var en kæmpe overraskelse, og jeg havde meget travlt på det tidspunkt, for det var lige midt i halvlegen. Jeg føler, at det er en anerkendelse til hele klubben og for den indsats alle vi frivillige yder i det daglige. Jeg er selvfølgelig glad, hvis der er nogen, der synes, at jeg går forrest - og håber bare, at det kan være med til at inspirere andre, siger Katja Loran til Sjællandske Nyheder efter prismodtagelsen.

Hjerte for fællesskabet

Det var bestyrelsen i HUI Fodbold, der med stolthed over deres næstformand havde indstillet hende til årets pris. 

Formand for Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget, Caroline Victoria Christensen, overrakte prisen og understregede, at Katja Loran er en ildsjæl i ordets bedste betydning.

- Du er en af de personer, der får det hele til at hænge sammen – både i klubben og i det lokale foreningsliv. Du er tydelig i dit lederskab, favner alle og har en energi, der smitter, siger Caroline Victoria Christensen og tilføjer:

- Lederprisen er en hyldest til dit engagement og hjerte for fællesskabet, fordi din opmærksomhed er på at skabe oplevelser for andre, på at støtte talentudvikling og på at styrke fællesskabet i HUI. Altså et ægte supermenneske. Hvad skulle HUI og sporten i Hørsholm dog have gjort uden dig? 

Meget store ord

Katja Loran har mange kasketter i HUI Fodbold – hun er både SoMe-ansvarlig, materielansvarlig og bindeled mellem trænere, børn og forældre. 

Hun står desuden bag Danmarks største fodboldcamp for børn, som hvert år samler 400 drenge og piger i sommerferien. Endvidere er hun medlem af Idrætsrådet i Hørsholm og har i år skrevet flere debatskabende klummer i Ugebladet og på sn.dk/hoersholm. 

Overfor Sjællandske Nyheder lægger hun heller ikke skjul på, at hun bruger de fleste af sine vågne timer - ved siden af fuldtidsjobbet - på frivilligt arbejde i HUI.

- Det er jo meget store ord. Og rigtigt rart at mærke, at de ser ind i, at al det jeg gør, også har en betydning, fortæller Katja Loran.

- Jeg kom ind i det på grund af mine børn, som er voksne nu, og er blevet på grund af det, jeg kunne give klubben og en masse andre børn, tilføjer hun.

Hver sommer bruger Katja en uges ferie for at kunne gøre en forskel for de omkring 400 børn, der er med på årets sommerfodboldcamp.

- Katja Loran lever klubbens værdier og har ifølge HUI’s bestyrelse gjort en reel forskel – ikke kun for klubben, men for hele Hørsholm. Lederprisen 2025 er en velfortjent anerkendelse af hendes store indsats, lyder det videre fra formanden for Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget.

Læs også

 

Valgt blandt seks

HUI Fodbold er en af landets største fodboldklubber med omkring 1400 medlemmer og op mod 150 frivillige. Klubben tilbyder fodbold for alle aldre og har både bredde- og elitehold. 

I sommer rykkede HUI op i 3. Division og har modtaget to stjerner fra DBU – en kvalitetsstempling af klubbens arbejde med børn og unge.

Lederprisen er Hørsholm Kommunes officielle anerkendelse af en frivillig leder, der har ydet en særlig indsats i det lokale foreningsliv. 

Prisen har været uddelt siden 1968 og gives til en person, der arbejder ulønnet i en folkeoplysende forening – typisk inden for idræt, kultur eller spejderbevægelsen. Med prisen følger også 10.000 kr. til den forening, som prismodtageren er tilknyttet.

Udvalget valgte Katja Loran blandt i alt seks indstillede kandidater til årets lederpris.

Læs også

Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget var samlet til prisoverrækkelsen. Fra venstre Ann Lindhardt (V), formand Caroline Victoria Christensen (S), prismodtager Katja Loran (HUI), Christian Wikström (V), Esben Dyekjær (K) og Thomas Madsen (V).
Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget var samlet til prisoverrækkelsen. Fra venstre Ann Lindhardt (V), formand Caroline Victoria Christensen (S), prismodtager Katja Loran (HUI), Christian Wikström (V), Esben Dyekjær (K) og Thomas Madsen (V). Foto: Presse

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...