Den 25. maj 2026 afholdes motionsløbet Royal Run i Helsingør – den største idrætsbegivenhed i byens historie. 17.500 løbere har tilmeldt sig en af de tre løberuter på 10 km, 5 km eller 1,6 km, hvilket svarer til en engelsk OneMile. En stor del af løberne vil være fra lokalområdet, hvorfor de lokale løbeklubber og Helsingør Kommune vil gøre en indsats for at disse løbere bliver klar til at løbe Royal Run.
For at få den bedste oplevelse af Royal Run, uanset hvor hurtigt eller langsomt man løber eller går, er det en god ide at være i en god træning. Ikke desto mindre ved man erfaringsmæssigt fra tidligere år, at de fleste af de deltagende løbere ikke løber eller træner regelmæssigt. Det vil de lokale løbeklubber og arrangørerne HSOK og Helsingør kommune gerne lave om på, og man er derfor gået sammen om at arrangere en række træningsarrangementer forskellige steder i kommunen i månederne op til Royal Run i maj måned.
De deltagende klubber: HSOK, Helsingør løbe-, motions- og orienteringsklub, Løbeklubben Puls 3060, Tikøb Idrætsforening, Skovløberne, Trinord og Helsingør Kommune har på et fællesmøde besluttet, at de sammen afholder fem større, månedlige træningsløb på en OneMile-rundstrækning forskellige steder i kommunen og startende i januar 2026. Desuden vil de deltagende klubber arrangere specielle træninger rettet mod deltagere i Royal Run 2026 og der vil forskellige steder i kommunen blive udlagt OneMile-rundstrækninger, som kan anvendes til selvtræning. Man kan deltage gratis i alle træningsarrangementerne uanset alder, træningstilstand og forudgående kendskab til løb, idet de medvirkende klubber stiller trænere til rådighed. For løbere, der allerede træner, vil klubberne efter behov oprette træningshold for både 5 km og 10 km løbere.
Helsingør Kommune og de deltagende klubber vil i løbet af december måned informere nærmere om træningsmulighederne i forbindelse med Royal Run 2026.
Læs også
- Utilfreds med kæmpe Royal Run-skilt: - Så laver jeg selvtægt
- Bliver værtsby for Royal Run i 2026
- Royal Run med Kronborg som kulisse blev udsolgt trods store problemer med hjemmeside
- Afslører brøler i dagsorden, at Royal Run kommer til byen i 2026? - kommer til at koste kommunen stort beløb
- Borgerne må håbe, at det forestående byrådsvalg ikke resulterer i et nyt magtfuldkomment bystyre!