Jensens Bøfhus lukker - her er restauranterne på Sjælland

Jensens Bøfhus lukker efter mange år med bøf og pomfritter til danskerne.

Jensens Bøfhus lukker efter mange år med bøf og pomfritter til danskerne.

Foto: Thomas Arnbo

En bøf-æra er slut. Ejerne af bøfkæden Jensens Bøfhus har nemlig besluttet at lukke forretningen efter flere års dårlige resultater.

Det skriver Børsen ifølge TV2.

De 12 tilbageværende Jensens Bøfhus-restauranter bliver nu overtaget af Bone's, der vil drive restauranterne under et andet brand.

På Sjælland ligger der to restauranter i København, og en i Holbæk, Hillerød og Greve. 

Børsen har talt med Mikkel Hammershøi, som er administrerende direktør i Selfinvest, der er Torben Østergaard-Nielsens holdingselskab. 

- Vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan lykkes med Jensens Bøfhus, siger han til Børsen. 

Torben Østergaard Nielsen har indtil nu ejet Jensens Bøfhus sammen med Georg Gundersen. 

Tab på over 220 millioner

I 2018 købte otte fynske rigmænd Jensens Bøfhus af tidligere ejer Palle Skov Jensen.

Men siden er investorer faldet fra, og kæden har i de seneste år kun været ejet af Georg Gundersen samt Torben Østergaard-Nielsen og hans døtre.

Jensens Bøfhus-koncernen har samtidig tabt tocifrede millionbeløb hvert år de seneste fem år. Samlet er det blevet til et tab på over 220 millioner kroner.

Børsen skriver, at Torben Østergaard-Nielsens koncern, USTC, i forbindelse med handlen får en ejerandel i Bones på mellem 15 og 20 procent.

Vil konvertere fem til syv restauranter

Jan Laursen, som er medejer af og topchef i Bones, oplyser til Børsen, at planen er at konvertere fem til syv Jensens Bøfhus-restauranter til Bones-restauranter inden sommeren 2026.

Ud over restauranterne i Danmark har Jensens Bøfhus også to restauranter i Malmø og en i Oslo.

Ifølge Børsen har Selfinvest sat de to i Malmø til salg, mens fremtiden for restauranten i Oslo ikke er afklaret.

/ritzau/Børsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...