To mænd på henholdsvis 33 og 27 år samt en 27-årig kvinde blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. De tre er sigtet for salg af ikke under 800 kilo hash.
Politiet kom på sporet af de sigtede efter et tip, som førte til, at de onsdag eftermiddag ransagede en ejendom i Faxe Kommune. Her blev fundet en større mængde hash. Hvordan anklagemyndigheden er nået frem til, at der er tale om mindst 800 kilo hash, er endnu uvist, idet grundlovsforhøret blev afviklet bag lukkede døre.
Alle de tre sigtede nægter sig skyldige.