Strødamreservatet fyldte 100 år 22. oktober. I den anledning arrangerer reservatet en jubilæumstur 22. november kl. 9.00 til 11.00.
Strødamreservatet ligger i den sydvestlige del af Grib Skov, lige vest for Gadevang. Reservatet byder på enge, søer, moser og gammel løvskov, som flere steder har ligget urørt i mere end 175 år. Mange fuglearter holder til her, blandt andet fordi der er mange hule og døende træer. Derudover ligger reservatet tæt på Strødam Enge og Strødam Engsø.
På jubilæumsturen kan deltagerne høre om fuglelivet. Arrangørerne anbefaler, at man tager en kikkert med. Der vil også være fortællinger om årets gang og om den forskning, som foregår i området.
- Turen starter ved Strødamlaboratoriet, Gadevangsvej 109 B. Der er få parkeringspladser i folden ved Strødamlaboratoriet. Ruten går mest uden for normale stier, så arrangørerne opfordrer deltagerne til at tage gummistøvler på, især hvis vejret er fugtigt. Ruten egner sig ikke til rollatorer, barnevogne eller klapvogne. Af hensyn til dyrelivet må hunde ikke komme med. Myggebalsam anbefales skriver arrangørene i en pressemeddelelse.
Professor emeritus Torben Dabelsteen og seniorforsker Thomas Læssøe, begge fra Biologisk Institut, Københavns Universitet, leder turen.
Alle er velkomne.