Så er der gammelt nyt fra statsrevisorerne. De har for 117. gang udtalt skarp kritik af en række ministerier og myndigheder, der stadig ikke har styr på deres it-beredskab. Det lyder næsten som en hakket grammofonplade, og de er tydeligvis også ret trætte af at gentage sig selv år efter år.
- Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Men nu har de fået nok af. Statsrevisorerne truer nu med at afsløre de ministerier, der stadig hænger i bremsen. Der er sat en frist til februar til at få orden i sagerne. Herefter er der offentlig udskamning.
Men hvorfor vente?
Statsrevisorerne skal føre kontrol med den statslige forvaltning. De er folketingspolitikere med en særlig opgave og er et parlamentarisk kontrolorgan. Samtidig har vi fået bekræftet fra efterretningstjenesterne, at vi i Vesten er under hybride angreb, og dagligt oplever erhvervsliv og myndigheder angreb på it-systemer. Derfor er da et udtryk for en umådelig fejlanbragt arrogance, når der er ministre, der hverken tager statsrevisorerne eller cybertruslerne alvorligt.
I flere år har statsrevisorerne udtalt kritik af ministerier, hvor det kritiske it-beredskab halter. De har peget på nødvendige forbedringer og er blevet syltet. Gang på gang har statsrevisorerne peget på, at der ikke var tilstrækkelig beskyttelse af kritiske it-systemer, som i værste fald kunne lamme hospitaler, lufthavne, telenetværk og anden infrastruktur, der er livsnødvendig for vi borgere.
Indtil nu har statsrevisorerne anonymiseret de pågældende ministerier, velsagtens fordi de ikke har haft lyst til at rulle velkomstmåtten ud til de fjendtlige magter, der leder efter svage led.
Men nu skruer de bissen på. Mange tak for det.
It-angreb på sundhedsvæsnet, forsyningskæder og kommunikation er en del af hybridkrigens våben. Det giver ikke mening, at statsministeren taler dunder om hvor seriøse hybridangreb, vi er udsat for, hvis medlemmer af hendes regering samtidig vil blæse det et stykke, når det er deres tur til at bidrage med et holdbart beredskab.
Statsrevisorerne fortjener hele regeringens opbakning. Det er mennesker, som tager deres arbejde og vores sikkerhed alvorligt. Hvis de som kontrolorgan taler for døve øren i en krisesituation, må vi som borgere forlange, at de relevante myndigheder hører efter.