Hvordan bliver hemmelige informationer til håndgribelig virkelighed? Det spørgsmål tager chefsergent Kim Richardt Olsen fra Søværnets Center for Våben (VBC) fat på, når han onsdag 19. november klokken 19.00 gæster Aksen i Asnæs.
- Foredraget giver et sjældent indblik i det, der betegnes som Danmarks mest avancerede militære træningsmiljø. Her bliver efterretninger omsat til konkret træning, og virkelighedens beredskab formes gennem øvelser, hvor præcision, samarbejde og strategi er altafgørende, skriver Odsherred Bibliotek i en pressemeddelelse.
Med erfaring fra både international tjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste deler Kim Richardt Olsen sin viden om, hvordan arbejdet i VBC forbinder teknologi, taktik og menneskelige beslutninger.
Publikum får et indblik i, hvem VBC er, og hvem de træner, hvorfor skibe fra hele Europa og USA valfarter til Danmark for at træne hos VBC samt, hvordan centeret balancerer højintensiv militær træning med hensynet til civilsamfund, kommune, fiskere og skoler.
Foredraget er en del af bibliotekets efterårsfokus på forsvar og beredskab, og stiller skarpt på forbindelsen mellem strategi, sikkerhed og samfund, skriver Odsherred Bibliotek.
Dørene åbner klokken 18.15. Billetter kan købes på odsbib.dk eller Asnæs og Nykøbing Bibliotek i den betjente åbningstid.