Mand skød hustru med haglgevær

Manden nægter sig skyldig i forsøg på manddrab. 

Grundlovsforhøret tirsdag foregik bag lukkede døre.

Grundlovsforhøret tirsdag foregik bag lukkede døre.

Foto: Allan Nørregaard

En kvinde er alvorligt såret, efter hun blev ramt af skud fra et haglgevær i Gørløse mandag aften. Tirsdag blev hendes mand fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hillerød, sigtet for drabsforsøg. 

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, men Sjællandske Nyheder var til stede i retten, hvor sigtelsen blev læst højt inden dørlukningen. 

Her kom det frem, at manden nægter sig skyldig i forsøg på manddrab. Han erkender at have afgivet skud med et haglgevær, men ikke med fortsæt til at dræbe. 

I sigtelsen står der, at han har skudt mod kvinden og ramt hende i hoved og arm. 

Hændelsen blev anmeldt mandag aften klokken 21.25, og manden blev anholdt af Nordsjællands Politi ti minutter efter.

Da han i retten blev spurgt af dommeren, om 21.35 var det rette tidspunkt for anholdelsen, svarede han, at han ikke kunne huske det, men at han kunne huske, at det var mørkt udenfor.

Både manden og kvinden er i 50'erne.

Nordsjællands Politi oplyste tirsdag morgen, at kvinden var indlagt.

Der blev i forbindelse med grundlovsforhøret også nedlagt navneforbud i sagen.

Manden endte med at blive varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på manddrab.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...