Egedal Fjernvarme A/S har de seneste år udbygget udbygget fjernvarme-forsyningen til mere end 3.000 nye kunder i Stenløse og Ølstykke gennem et samarbejde med entreprenørfirmaet Nordkysten A/S, og det samarbejde kommer til at fortsætte i yderligere to år, for parterne har netop indgået en ny rammeaftale, som betyder, at cirka 1.200 kunder får mulighed for at koble sig på varmeforsyningen.
- Med tildeling af rammeaftalen til Nordkysten har vi fået en meget erfaren og kompetent partner til at fortsætte den omfattende udbygning af vores fjernvarmeforsyning i de kommende år, siger Egedal Fjernvarmes direktør Claus Gulbech og tilføjer:
- Nordkysten er valgt efter et EU-udbud blandt kompetente entreprenører, fordi virksomheden kom med det bedste tilbud på en samlet vurdering af pris, organisation og arbejdsbeskrivelser. Med Nordkysten får vi en rigtig god og erfaren partner, der gennem de seneste to år har leveret udbygning af vores fjernvarmenet til den aftalte pris, tid og kvalitet.
Den nye rammeaftale omhandler etablering af cirka 22 kilometer hovedledning og cirka 27 kilometer stikledninger med mulighed for tilslutning af cirka 1.200 nye fjernvarmekunder.
Fire etaper
Udbygningen kommer til at ske i fire etaper hen over de kommende to år – nemlig i området omkring Ørnebjergvej, omkring Frederiksborgvej nord for jernbanen, omkring Normannervej samt området mellem Udlejrevej og Solsikkevej/Valmuevej.
Rammeaftalen, der indebærer en mulighed for forlængelse med endnu mere udbygning af Egedals fjernvarmenet i op til seks år, bliver mødt med tilfredshed hos Nordkysten.
- Vi har rigtig gode erfaringer med at samarbejde med forsyningsselskaber i strategiske partnerskaber. Det giver bedre løsninger, når vi sætter os sammen om opgaverne og har et fælles mål om at løse projekterne bedst muligt, siger Jesper Skovgaard Madsen, som er tilbuds- og markedschef hos Nordkysten.
Nordkysten har de seneste to år haft i omegnen af 80 medarbejdere beskæftiget på projekter for Egedal Fjernvarme. Med den nye aftale forventer Nordkysten, at op imod 120 medarbejdere kan blive beskæftiget i kraft af den nye kontrakt.