Det begyndte med at være spærret for gennemkørende trafik. Så blev trafikken på Skt. Ols Gade spærret i tidsrummet 9-14. Men nu bliver trafikken - foreløbig frem til tirsdag den 4. november - helt spærret for trafik.
Det oplyser FORS, der står for arbejdet.
- Nødvendigheden af at spærre af i hele gadens bredde kommer først og fremmest af sikkerhedshensynet til vores folk på stedet og de mange bløde trafikanter, der passerer arbejdsstrækningen på fortovet, skriver de i en pressemeddelelse, der fortsætter:
- Når vi nu opretholder afspærringen hele døgnet, er det ligeledes for at sikre fremdriften i arbejdet. Vi bruger nemlig en masse tid på at flytte tungt materiel rundt for at åbne og lukke strækningen for trafik, ligesom det skaber en del trafikale problemer for særligt busserne, at der skal skiftes rute flere gange i løbet af dagen.
Skulle skifte fjernvarmeledninger
Vejarbejdet begyndte i uge 38, da nogle gamle fjernvarmeledninger, som blev lagt i, i 1960’erne, efterhånden skulle udskiftes. Under gravearbejdet viste det sig, at vandledningerne på samme strækning også havde brug for udskiftning.
Gravearbejdet medførte at en del af Skt. Ols Gade blev afspærret mellem klokken 9 og 14 af hensyn til sikkerheden af arbejderne.
Det betyder vejarbejdet
Al kørende trafik skal benytte den skiltede omkørsel ad Skt. Ols Stræde, Skt. Peders Stræde og Dronning Margrethes Vej. Fodgængere kan passere gravearbejdet på det åbne fortov.
• Indkørsel til Munkebro fra Skt. Ols Gade er afspærret, hvorfor ind- og udkørsel til og fra Munkebro skal ske fra Skt. Peders Stræde. Af den grund er ensretningen på Munkebro ophævet, ligesom der er standsning og parkering forbudt på hele Munkebro for at sikre fremkommeligheden for beboere.
• Der er åbent for kørsel til og fra Domkirkestræde. Der kan dog også her opstå perioder med ventetid, hvis FORS har tungt materiel holdende i vejen, som skal flyttes.
Skole berørt
Men det er ikke kun motortrafikanterne og den offentlige transport, der er påvirket af vejarbejdet på Skt. Ols Gade.
Som nabo til gravearbejdet oplever Roskilde Private Realskole problemer, både som elever, medarbejdere og forældre.
Skoleleder, Klaus Espersen, fortæller at de oplever en presset morgen, da lukningen af Sankt Ols Gade har gjort at de er blevet nødt til at midlertidigt lukke deres ”stop og stands” afsætning af elever - og da halvdelen af parkeringspladsen, Skt. Ols Plads, i forvejen er lukket på grund af andet arbejde, skaber det en endnu mere presset situation om morgenen.
- Det er ekstra presset om morgenen i spidsbelastningstiderne - altså mellem 7:30 og 8:00, fortæller Klaus Espersen, skoleleder på Roskilde private Realskole.
Manglen på afsætningssteder i området skaber problemer for stressede forældre, som har travlt om morgenen.
- Jeg har fået henvendelser fra forældre omkring vejarbejdet, et par gange. fortæller Klaus Espersen.
Malene Bidstrup Pedersen, der er underviser på skolen, formulerer det på en anden måde:
- Der er det her kaos af forældre, ude foran om morgenen, konstaterer hun.
Men vejarbejdet skaber ikke kun svære situationer for forældre, men også farlige situationer for elever og borgere på gåben.
For selvom vejen er lukket for motortrafik, er den stadig åben for gående.
- Det skaber jo nogle farlige situationer for dem, der går over vejen - altså eleverne, men også for arbejderne, siger Klaus Espersen.