Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler (K) deler nu nyt fra sin kræftbehandling, efter han i august fortalte, at han blev ramt af leukæmi igen. Han har nu nået en milepæl, fortæller han i et Facebook-opslag, efter han i begyndelsen af oktober fortalte, at behandlingen gik godt.
- I går nåede jeg en stor milepæl i min behandling. Jeg sagde nemlig farvel til afsnit 2084 på Rigshospitalet – dér, hvor de med stor succes har behandlet min leukæmi. Jeg flytter nu “hjem” til afsnit 4042, hvor jeg skal igennem en ny stamcelletransplantation og efterfølgende gå til kontrol – ligesom jeg gjorde et par år efter den første transplantation, skriver han.
Han fortæller, at han er glad for at komme videre, men, at det også har været følelsesladet at sige farvel til afdelingen, hvor hans sygdom er behandlet.
- Det var her, jeg mødte op – knust – for to måneder siden. Og det var her, de samlede mig op og slog kræften så grundigt ned, at de ikke længere kan finde den i min knoglemarv. Jeg forlader 2084 fuld af optimisme. Behandlingen har været så succesfuld, at jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg klarer den, lyder det fra Ziegler.
Han fortæller også, at han nu er i gang med en række undersøgelser som forberedelse til stamcelletransplantationen.