Mandag 3. november fra klokken 15.00 til 17.00 inviterer Halsnæs Forsyning beboere i Asserbo til kaffe og kakao ved 365discount. Her kan alle høre om muligheden for at få fjernvarme i området.
Halsnæs Forsyning arbejder på at udvide fjernvarmen i flere byer. I øjeblikket lægger virksomheden rør i Melby, og de første kunder i Ølsted kobles til netværket. Næste skridt sker i Asserbo, hvor planlægningen af fjernvarmeudrulningen er i gang.
Projektleder for fjernvarmeudrulningen i Asserbo, Werner de Jong, står klar til at svare på spørgsmål denne november eftermiddag. Han vil også servere varm kaffe og kakao til deltagerne.
- Vi stiller op ved 365discount i Asserbo og er klar til at svare på spørgsmål fra alle, der vil høre mere om fjernvarmen. Vi byder også på en god kop varm kaffe – eller kakao – så ingen skal stå og fryse, fortæller projektleder Werner de Jong.
Der er en økonomisk fordel ved at tilmelde sig nu. Boligejere kan opnå et tilslutningsbidrag på 5.000 kroner, hvilket er væsentligt lavere end normalprisen på knap 40.000 kroner.
- Hvis man bor i Asserbo og melder sig til nu, så kan man slippe med et tilslutningsbidrag på 5.000 kr. i stedet for normalprisen på knap 40.000 kr. Vi har allerede mange positive tilkendegivelser, men det er meget vigtigt, at flest muligt af de interesserede boligejere tilmelder sig allerede nu, så vi kan sikre, at projektet bliver gennemført, siger projektleder Werner de Jong.
Boligejerne behøver dog ikke at underskrive en bindende aftale eller betale nu. Først når anlægsarbejdet nærmer sig, skal de beslutte sig definitivt. Dette arbejde forventes at begynde i løbet af anden halvdel af 2026, og de første boligejere kan blive tilsluttet i 2027.