25 år i demokratiets tjeneste: Ridderkors til to byrådsmedlemmer

De to byrådsmedlemmer Dan Riise (V) og Lars Ole Skovgaard Larsen (DF) modtog torsdag eftermiddag ridderkorset af Dannebrogordenen.

Det skete i forbindelse med deres fælles jubilæums-reception i kantinen på rådhuset, hvor borgmester Kirsten Jensen dekorerede de to lokalpolitikere med det fine ordenstegn for lang og tro tjeneste i demokratiets tegn.

Lars Ole Skovgaard Larsen og Dan Riise har nemlig begge siddet i byrådet i 25 år, og det blev fejret med gaver, et glas vin og pindemadder i kantinen på rådhuset på Trollesmindealle.

“Giver ikke op”

Lars Ole Skovgaard Larsen blev valgt ind i byrådet i det daværende Skævinge Kommune i 1985, hvor han sad frem til 1989. Derefter ventede en pause fra byrådsarbejdet på ti år, men i 1999 blev han igen valgt, og bortset fra en pause på tre år fra 2007 til 2010 har han siddet i byrådet lige siden.

Lars Ole Skovgaard Larsen startede som venstremand, men skiftede på et tidspunkt Venstre ud med Det Konservative Folkeparti. Han vendte dog tilbage til Venstre igen, men i foråret 2021 sagde han endnu engang farvel til Venstre og meldte sig ind i Dansk Folkeparti, som han stadig er medlem af og altså repræsenterer i byrådet.

“Lars Ole er ikke typen, der giver op. Man kunne forestille sig, at Lars Ole mener, at det ikke er ham, der har ændret sig men tiderne og partierne. Nogle gange bliver man straffet af vælgerne for partiskift. Det er Lars Ole ikke blevet. Ved sidste valg fik du over 600 personlige stemmer, mange fra Gørløse og omegn. Og hvorfor får du så disse mange stemmer? Hovedteorien er, at du er vellidt, velforberedt og en løsningsorienteret politiker med tæt kontakt til lokalsamfundet,” sagde borgmester Kirsten Jensen i sin tale til det jubilerende byrådsmedlem.

“Råt for usødet”

Dan Riise blev valgt ind i byrådet i 1997 - også i det daværende Skævinge Kommune - og har altså siddet i byrådet lige siden.

“Du er et ægte, ærligt og direkte mennesker. Du er behagelig at være sammen med og en flittig, synlig og humoristisk politiker med en god portion selvironi. Og det er ikke så dårligt,” sagde Kirsten Jensen i sin tale til Dan Riise.

Borgmesteren havde på forhånd bedt de to politikere sige noget om hinanden, som hun citerede i sin tale.

“Dan er altid præcis i, hvad han mener. Og én ting er sikkert: Han brænder aldrig inde med noget som helst. Det kommer ud råt for usødet. Er det dårligt? Bestemt nej? For man ved altid, hvad Dan mener,” citerede hun Lars Ole Skovgaard Larsen for at have sagt om Dan Riise.

”Lars Ole er flittig og arbejdsom, jæger og brøndbyfan samt meget lokalt forankret, også politisk. Når han tager fat i en sag, slipper han den ikke igen,” citerede hun Dan Riise for at have sagt om Lars Ole Skovgaard Larsen.

Lars Ole Skovgaard Larsen er medlem af økonomiudvalget og arkitektur, byplan og trafikudvalget. Derudover er han formand for børne- og ungeudvalget.

Dan Riise er formand for arkitektur, byplan og trafikudvalget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...