Mie Højlund misser VM med brækket knogle

Mie Højlund scorede ti mål mod EH Aalborg onsdag, men pådrog sig også en skade, der koster hende deltagelse ved VM. (Arkivfoto).

Mie Højlund scorede ti mål mod EH Aalborg onsdag, men pådrog sig også en skade, der koster hende deltagelse ved VM. (Arkivfoto).

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mie Højlunds deltagelse i VM i håndbold i Holland er udelukket.

Landsholdsprofilen kom til skade og blev fragtet på hospitalet efter kampen mod EH Aalborg onsdag, og dommen er nu kommet.

- En undersøgelse har vist, at Mie har brækket en knogle i underbenet, hvorfor hun det kommende stykke tid, desværre ikke er spilledygtig.

- På baggrund af den lægelige vurdering vil klubben nu igangsætte en genoptræningsplan for Mie, så hun med al den nødvendige tid og ro til at komme sig hurtigst muligt kan vende retur på banen, skriver Odense Håndbold på sin hjemmeside.

VM afvikles fra sidst i november, og det når Højlund ikke, selv om Odense Håndbold ikke kan opsætte en præcis prognose.

- Vi forventer desværre ikke, at vi ser Mie på banen igen på den her side af nytår, siger Odenses administrerende direktør, Lasse Honoré, til TV 2 Sport.

Danmark åbner VM den 27. november i Rotterdam mod Japan, og med den form, Mie Højlund havde vist på det seneste, skulle hun efter alt at dømme har spillet en stor rolle ved slutrunden.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...