Ny måling: LA brager ind i byrådet i Fredensborg

Liberal Alliance stormer frem i ny meningsmåling. Det glæder selvfølgelig spidskandidaten, der peger på partiets frihedsbudskab som en af årsagerne til den markante fremgang.

Helle Abild (LA) glæder sig selvsagt over det gode resultat i den nye meningsmåling.

Helle Abild (LA) glæder sig selvsagt over det gode resultat i den nye meningsmåling.

Foto: Presse

En ny meningsmåling, der er lavet af af Epinion for Constructive Institute, sender Liberal Alliance op som et af de største partier i Fredensborg Kommune.

Hele 12,5 procent af vælgerne svarer, at de vil sætte deres kryds ved partiet ved kommunalvalget den 18. november. Til sammenligning fik Liberal Alliance blot 1,3 procent af stemmerne ved sidste valg.

Spidskandidat Helle Abild kalder målingen både glædelig og forpligtende.

– Jeg er både glad og beæret over at høre det. Det er dejligt, at 12,5 procent af dem, der allerede har taget stilling, peger på Liberal Alliance. Jeg håber selvfølgelig, at vi kan overbevise flere af dem, der endnu ikke har besluttet sig. Der er i hvert fald stadig noget at kæmpe om, og vi kommer til at kæmpe lige til det sidste, siger hun med henvisning til, at flere end halvdelen af dem, der har deltaget i undersøgelsen, svarer, at de endnu ikke har taget stilling til, hvor de vil sætte deres kryds.

Vi står stærkere end nogensinde, men intet er givet på forhånd. Det er vælgerne, der bestemmer, og vi skal blive ved med at vise, at vi både kan og vil tage ansvar.

Helle Abild (LA), spidskandidat Fredensborg Kommune

Lige så store som V

Selv om målingen er behæftet med usikkerhed, vil resultatet – hvis det holder – betyde, at Liberal Alliance står skulder ved skulder med Venstre som et af de største borgerlige partier i kommunen.

– Alle stemmer på Liberal Alliance er gode stemmer. Det er ikke, fordi vi ønsker, at Venstre eller Konservative skal udraderes, men vi kæmper selvfølgelig om nogle af de samme vælgere. Det vigtigste for mig er, at blå blok står sammen. Vi skal selvfølgelig kæmpe for vores egne stemmer, men jeg er glad for, at folk kan se, at vi er liberale – både før og efter valget, understreger Abild.

Om målingen

Målingen er foretaget fra den 4.9.2025 til den 13.10.2025. I Fredensborg Kommune har 1.107 respondenter svaret på målingen.

Undersøgelsen er lavet af Epinion for Constructive Institute. Respondenter er indhentet i samarbejde med Danmarks Statistik.

Det har været muligt at angive, at man vil stemme på et andet parti end de nævnte muligheder - for eksempel en lokalliste. De partier, der er opstillingsberettigede i Folketinget er nævnt eksplicit i undersøgelsen. Det er specifikke lokallister ikke.

Målingen kan bruges som indikator for forholdet mellem partierne på nuværende tidspunkt, men kan ikke bruges til at forudsige det præcise valgresultat. For eksempel viser målingen, at godt 50 procent af respondenterne stadig er uafklarede.


Den markante fremgang vækker naturligt spørgsmålet: Hvad har ændret sig siden sidste kommunalvalg, hvor Liberal Alliance slet ikke blev valgt ind i byrådet i Fredensborg Kommune?

– Jeg tror, mange er begyndt at lytte til, hvad vi egentlig ønsker at prioritere. På kommunalt niveau handler det om, at de helt basale velfærdsydelser skal være i orden. Vi skal have gode daginstitutioner, skoler og ældreomsorg, og vi skal tage os af de udsatte borgere, der har brug for et stærkt velfærdssamfund, siger hun.

Hun oplever, at billedet af partiet har ændret sig markant. Samtidig har der været en medlemsfremgang, og det kan også mærkes lokalt, fortæller hun.

– Der har tidligere været et billede af Liberal Alliance som individualistiske. Men sådan er det ikke. Vi er faktisk meget optagede af, at velfærden fungerer – og at den leveres i god kvalitet.

Sådan fordeler stemmerne sig i Fredensborg Kommune ifølge undersøgelsen:

-Socialdemokratiet: 26,5 procent

-De Konservative: 14,6 procent

-Venstre: 12,8 procent

-Liberal Alliance: 12,5 procent

-SF: 11,6 procent

-Dansk Folkeparti: 7,8 procent

-Radikale Venstre: 5,8 procent

-Enhedslisten: 4,8 procent

-Moderaterne: 2,0 procent

-Alternativet: 1,6 procent

-Lokale lister og andre partier: 0,1 procent

Kilde: Kilde: Epinion for Constructive Institute

Frihedsbudskab vinder frem

Samtidig tror hun, at partiets klassiske frihedsbudskab har fået ny genklang blandt vælgerne:

– Jeg tror, at frihedsbudskabet betyder meget. Staten og kommunen skal ikke bestemme alting. Der er mange ting, vi selv kan finde ud af at bestemme i vores liv, uden at kommunen behøver at blande sig, siger Helle Abild.

Liberal Alliance har ikke haft plads i byrådet i den seneste periode. Men med den nye måling i hånden er chancerne for et comeback mere end realistiske.

– Vi står stærkere end nogensinde, men intet er givet på forhånd. Det er vælgerne, der bestemmer, og vi skal blive ved med at vise, at vi både kan og vil tage ansvar – for friheden, for velfærden og for de mennesker, der har brug for, at tingene fungerer, siger Helle Abild.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...