Musicon Filmfestival inviterer til filmvisninger lørdag 1. november i den kreative bydel Musicon. Her kan publikum gratis opleve otte film på fem forskellige steder.
Carsten Fich, formand for RoskildeBio.nu, fortæller, at festivalen i år får en udvidet form.
- Det er tredje gang, vi blænder op for Musicon Filmfestival, og mens vi tidligere har været i Hal 7, udvider vi i år og flytter ind hos en række af bydelens aktører, siger formand for RoskildeBio.nu Carsten Fich.
Roskilde Festival Højskole er sammen med RoskildeBio.nu hovedarrangører for festivalen. Programmet er kurateret med fokus på sammenhængen mellem filmene og de forskellige visningssteder.
- Det afspejler sig også i vores program, hvor vi har kurateret filmene nøje, så de spiller sammen med de venues, hvor filmene vises, og er med til at fremhæve alt det, Musicon kan, siger underviser i film og medier på højskolen Aske Erbs Ørbæk.
Programmet byder blandt andet på Wim Wenders' film "Anselm" i Kunstsmedjen, Jim Jarmuschs "Coffee and Cigarettes" i kafferisteriet MØRK og W.C. Fields' "Øllet blev hans skæbne" på Musicon Mikrobryggeri.
Hal 12 viser skaterfilmen "Yeah Right", mens Thomas Windings "Jeg skal ha’ briller" kan ses hos brillebutikken Vintage by Foss.
Festivalcentrum ligger på Roskilde Festival Højskole, hvor der vises tre musikfilm: Børnefilmen "Ernest og Celestine: Rejsen til Vrøvlistan", dokumentaren "Oasis: Supersonic" og den franske komedie "For fuld musik".
Det samlede program med tider og steder findes på www.musicon-filmfestival.dk.