Snart rinder valgkampen ud. Alle partier pakker deres flag, bannere og slogans sammen. Men én ting må ikke pakkes ned: Evnen til at lytte.
I Borgerlisten har vi stået på gader og pladser i Hørsholm i mere end et år og talt med hundredvis af borgere. Det har lært os noget grundlæggende: Kommunalpolitik skal begynde med borgernes hverdag - ikke med politikernes overskrifter.
Alt for ofte bruger vi politikere tiden på at fortælle, hvad vi selv vil, og love guld og grønne skove. Det imponerer måske et øjeblik, men det forbedrer ikke livet for nogen. Det gør derimod samtalerne - de ægte, nysgerrige, tålmodige samtaler - hvor vi ændrer vores egne standpunkter, fordi borgerne giver os nye perspektiver.
Læs også
Vi hænger sammen
Et af de stærkeste indtryk fra vores samtaler er, at Hørsholm ikke er en by opdelt i generationer. Det er faktisk befriende, hvor mange ældre, der bekymrer sig om de unges muligheder og hvor mange unge, der taler varmt om tryghed for deres bedsteforældre.
Nogle politiske indlæg forsøger at stille generationerne op over for hinanden. Vores oplevelse er den modsatte: I Hørsholm hænger vi sammen.
De fleste beskriver Hørsholm som en dejlig, harmonisk kommune. Samtidig hører vi ofte: "Det er tid til at få rystet posen".
Ikke for at rive alting ned og starte forfra, men for at forny måden vi tænker kommunalpolitik på. Mindre topstyring, mere sund fornuft. Mindre proces for processens skyld, mere løsning ved første kontakt. Mindre afstand, mere nærvær.
Mange borgere peger på dem, vi sjældent hører fra: De ensomme, de syge, de familier uden overskud til høringssvar og læserbreve. Det ansvar kan vi politikere ikke tale os uden om.
Læs også
Hjælp til dem der står svagest
Kommunens vigtigste opgave er at stå stærkest dér, hvor borgeren står svagest. Det kræver tidlig indsats, enkel adgang til hjælp og en kultur, hvor man ikke bliver sendt rundt i systemet, når man er allermest sårbar.
Vi ved også, at de fleste først får øjnene op for kommunalpolitik, når livet rammer: Sygdom, skilsmisse, handicap, tab af job eller når et barn har brug for ekstra støtte.
Netop dér må kommunen aldrig svigte. Et trygt sikkerhedsnet er ikke luksus - det er fundamentet for et velfungerende lokalsamfund.
Hvad lover vi så? Færre løfter - og mere lytten.
Vi vil måles på, om borgernes stemme faktisk flytter praksis. På om hjælpen bliver lettere at finde. På om sager løses hurtigere og mere menneskeligt. Og på om vi både passer på det, der fungerer, og tør ryste posen, når det ikke gør.
Valgkampen slutter, men samtalen fortsætter. Kom forbi, skriv til os, hiv fat i os på gaden. Borgerlisten er ikke et valgkampsprojekt; vi er en arbejdsform. Sammen skaber vi fremtidens Hørsholm.
Ugens politiske klumme
Frem mod kommunalvalget i Hørsholm skiftes partier og politiske gruppeformænd i kommunalbestyrelse til at skrive.
I den politiske klumme får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.
Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.
Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 300 ord)