16-årig dreng savnes efter bytur i Helsingør

En dreng på 16 år er endnu ikke fundet efter en bytur i Helsingør natten til lørdag, oplyser politiet søndag formiddag.

Betjente ser på videoovervågning og taler med vidner i et forsøg på at fastlægge drengens færden, fremgår det af en pressemeddelelse fra Nordsjællands Politi.

Drengen, der hedder Frederik, forlod Club Retro i Bjergegade i Helsingør lørdag morgen klokken 03.30.

Kameraer viser, hvordan en mand og en kvinde kortvarigt var i kontakt med den 16-årige. De fulgtes ad i retning mod Axeltorv, hvor deres veje skiltes.

Politiet vil meget gerne tale med parret.

Borgere bliver bedt om at kigge efter i carporte, udhuse, skure og andre steder, hvor Frederik måske har søgt ly.

I pressemeddelelsen understreger politiet, at der ikke er grund til at tro, at den 16-årige har været udsat for en forbrydelse.

Drengen er spinkel af bygning og har mellemlangt lyst hår med midterskilning. Han er iført en lyseblå stribe skjorte, en sort vest af mærket Moncler, mørke bukser og lyse sko.

/ritzau/

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...