GILLELEJE: Tandlæge og indehaver af Tandlægehuset Gilleleje, Hien Cao, kom i 1981 til Danmark som flygtning fra Vietnam. Nu betaler hun tilbage.
Hun har besluttet, at ukrainske flygtninge i Gribskov med akutte tandproblemer kan få gratis behandling, indtil en permanent løsning er på plads.
- Jeg tænkte, med min baggrund, at det ville være rigtigt passende, at jeg kunne gøre noget for de ukrainske flygtninge. Der er jo kommet rigtigt mange til Gribskov allerede, siger Hien Cao.
Med en særlov på vej og dertil midlertidige opholdstilladelser til flygtningene, vil de kunne få danske CPR-numre, men indtil da er der ikke megen hjælp, hvis man har ondt i tanden.
- Så jeg tænkte; hvad kan man gøre? Når man lige er kommet hertil, er der jo ikke nogen ordninger, så det ville vi prøve, siger Hien Cao, der tirsdage og torsdage tager imod flygtninge.
Fem døgn i båd
I 1981 blev Hien Cao selv flygtning. I årene efter Vietnamkrigens afslutning flygtede 30-40.000 vietnamesere årligt fra det nye, undertrykkende kommunistiske styre i landet.
Og altså en femårig Hien Cao og hendes familie. Sammen med sin far, en gravid mor, storesøster og lillebror var de omkring 80 mennesker, der stævnede ud i en lille, faldefærdig båd.
- Vi var til havs i fem dage, og så kom der et Mærsk-skib forbi, der kun ville give os vand og ellers sejlede videre. De vendte så om på kaptajnens ordre, fordi han så, vejrudsigten lovede orkan om natten.
Kaptajnen havde ifølge Hien Cao været i kontakt med hovedkontoret på Esplanaden i København, der havde givet grønt lys til, at skibet kunne samle de omkring 80 bådflygtninge op.
Skibet sejlede flygtningene til Singapore, hvor Hien Cao og familien de næste tre måneder boede i en flygtningelejr.
Taknemmelig for Danmark - og Mærsk
Fra flygtningelejren blev nogle familiesammenført til lande, de havde familie i.
Andre, som Hien Cao og hendes familie, endte i de lande, hvis rederier havde reddet dem i land.
- Vi kom til Danmark i 80’erne, hvor der ikke var så mange flygtninge, og vi blev taget så godt imod. Der var altid hjælp og støtte, og jeg er så taknemmelig for, hvad Danmark og Mærsk har gjort for mig, siger Hien Cao.
Hun fortæller om en opvækst i Vejle og Odense, sommerferier i Oksbøl og et land, hun aldrig har oplevet problemer i.
- Jeg har aldrig mødt mødt andet end forståelse, hjælpsomhed og varme fra den danske befolkning. Vi blev taget rigtig godt imod, og det er oplagt at gøre det samme for ukrainerne, slutter Hien Cao.