Festival afslører det vildeste hovednavn før billetsalget er startet

Kalundborg Rock'er lægger op til et orgie af hiphop på næste års festival - gør klar til billetsalget. 

Gæsterne på Kalundborg Rock'er 2026 kan glæde sig til, at ét af landets største hophop-navne kommer på besøg.

Gæsterne på Kalundborg Rock'er 2026 kan glæde sig til, at ét af landets største hophop-navne kommer på besøg.

Foto: Stefan Andreasen

Mens mange festivaler har åbnet billetsalget uden at afsløre navne fra musikprogrammet, offentliggør Kalundborg Rock'er nu et brag af et navn - fra hiphoppens øverste hylde - forud for at billetsalget skydes i gang mandag den 20. oktober. En trio, der er kendt for at skabe den vildeste fest.

- De tidligere år har vi ikke haft musiknavne på plakaten, når vi startede billetsalget. Det har vi i år. Denne gang kan vi med stolthed præsentere et af vores hovednavne på Kalundborg Rock'er 2026: Suspekt, siger talsmand og musikansvarlig Johnny Elmelund.

Hiphop-trioen er kendt som ét af landets bedste live-navne og ét af de mest omdebatterede musikprojekter herhjemme. 

DJ'en Rune Rask, flankeret af rapperne Orgie-E og Bai-D - tilsammen trioen Suspekt.
DJ'en Rune Rask, flankeret af rapperne Orgie-E og Bai-D - tilsammen trioen Suspekt. Foto: Kim Rasmussen

- Vi er mega-stolte over, at vi får dem til Kalundborg til næste sommer, siger talsmanden.

I sommer lod den familieorienterede Vig Festival Suspekt, der er kendt som den mest tabu-udfordrende, grænseoverskridende hiphop-trio i landet, indtage Store Scene. Nu går Kalundborg Rock'er samme vej med Suspekt som et hovednavn.

Folkelig og mainstream

Selvom Suspekt stadig synger eksplicit om sex og druk, helt upåvirkede af Me Too-bevægelsen, er trioen med tiden blevet folkelig og mainstream.

Læs også

Tidligere var de provokerende, farlige og forargende. Nu er der gået en generation, siden Albertslund-drengene indtog banen i 1999 med debutalbummet "Suspekt" - trioen er stille og roligt gledet ind på P4-sendefladen.

På Vig Festival i år skabte Suspekt - med rapperne Orgie-E og Bai-D og Rune Rask bag musikpulten - den vildeste fest i de sene aftentimer som afslutning på årets festival.

Læs også

- Det kan godt blive vildere, udråbte Bai-D flere gange hiphop-trioens motto.

Det kogte, sydede og brændte. Publikum foran scenen, med studenterhuer, badehætter og bøllehatte, blev forvandlet til en rødglødende magma, da Vestegnens skrappe drenge leverede et orgie af hiphop.

Det vildeste, Vig Festival hidtil har lukket op for på Stor Scene.

Nu kommer Suspekt til Kalundborg Rock'er 2026.

Orgie-E og Bai-D indpisker publikum med dybe knæbøjninger og hop.
Orgie-E og Bai-D indpisker publikum med dybe knæbøjninger og hop. Foto: Kim Rasmussen

Kæmpe prisstigninger

Festivalen strækker sig igen over tre dage - 6.-8. august.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi som mange andre festivaler kæmper med kæmpe prisstigninger på musik-underholdningen. Vi er nødt til at kaste endnu flere penge i musikpuljen for at få fat i nogle spændende navne til Kalundborg, så musikbudgettet for 2026 er derfor større end nogensinde før.

- Men vi er fortrøstningsfulde og sørger for, at der kommer et spændende og alsidigt program, som passer til hele familien, siger Johnny Elmelund.

Gode tilbud til de hurtige

Festivalledelsen har i de seneste uger arbejder på at implementere et nyt billetsystem og opgradere hjemmesiden til formålet.

Billetterne sættes til salg fra mandag den 20. oktober kl. 10.

- Her vil der være gode tilbud til de hurtige, siger Johnny Elmelund.

Pris-kategorierne er ledsaget af farvekoder. Der er et begrænset antal billetter til salg i hver kategori, og når de er solgt, stiger prisen til næste kategori.

- Jo hurtigere, man er til at købe sin billet, jo mere sparer man, lyder det fra talsmanden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...