I Hørsholm trædes der for lidt i pedalerne. I gennemsnit bliver det kun til 800 meter cykling pr. person pr. dag. Landsgennemsnittet ligger på 1,4 kilometer.
- Det bør vi kunne gøre bedre i en grøn kommune som vores med cykelstier og kort cykelafstand til indkøb, skoler og sport, siger Marcus Guldager (S), formand for Klima-og Miljøudvalget.
Derfor er der politisk sat fokus på et vigtigt klimamål: "Vi skal få flere børn til at cykle". Og indsatsen sker med forskellige cykelaktiviteter i skoleåret 2025-26.
- Cykelaktiviteter, som vi håber, kan få gang i hjulene rundt om i børnefamilierne, oplyser Marcus Guldager i en pressemeddelelse.
Transport udgør cirka en tredjedel af kommunens CO2-udledning. Derfor er det et vigtig indsatsområde, hvis Hørsholm skal nå kommunens klimamål i 2030, fastslår udvalgsformanden.
- Ud over at mindske antal kørte bilkilometer og tilvælge elbil frem for fossilbil, handler det om at gøre det attraktivt at tilvælge offentlig transport og cyklen, mener Marcus Guldager.
Læs også
Rungsted-elever vandt
I flere skoler har de allerede sat sig i sadlen og netop deltaget i årets "Alle Børn Cykler"-kampagne, som afholdes i hele Danmark og som skal få børn til at vælge cyklen til skole.
Det var eleverne på Rungsted Skole, de bedste til. De blev årets vindere efter eleverne i gennemsnit cyklede til skole 5,37 dage i de to uger kampagnen varede.
Hørsholm Skole, Usserød Skole, Hørsholm Lille Skole og Rungsted Private Real Skole deltog også i ABC-kampagnen under Hørsholm Cyklistforbund.
For at krydre cykelkonkurrencen med lidt ekstra magi havde Klima- og Miljøudvalget besluttet, at den skole, der cyklede mest, ville vinde is til alle eleverne.
Den velfortjente præmie blev overbragt til omkring 450 glade elever på Rungsted Skole lige før efterårsferien, da Ismobilen fra Hansen Is dukkede op med økologiske is til alle.
- Vi er mega stolte over vores elever. Det er fantastik, at så mange elever cykler til skole. Det er sundt, bæredygtigt og så er man mere klar til at lære noget, når man har lavet bevægelse. Så håber vi blot, at de gode vaner fortsætter resten af skoleåret, siger skoleleder fra Ulla Wiese Christensen fra Rungsted Skole.
Læs også
Mere cykelundervisning
Men cykelindsatsen stopper ikke her. I indeværende skoleår har Klima- og Miljøudvalget søsat en stor cykelkampagne målrettet alle kommunens skolebørn.
- Formålet med kampagnen er at få etableret gode cykelvaner i barndommen, så cyklen bliver en aktiv del af hverdagen gennem hele livet, siger udvalgsformand Marcus Guldager.
Både offentlige og private dagtilbud og skoler er inviteret til at modtage gratis cykelundervisning.
Det er Dansk Skolecykling der vil stå for cykelundervisningen på følgende alderstrin:
- Dagtilbud: Bliv cykelparate inden skolestart
- 0. klasse: Bliv sikker og tryg på hjul
- 2. klasse: Bliv god på to-hjul
- 6. klasse: Cykelundervisning inden den store cyklistprøve
- 8. Klasse: Vær opmærksom i trafikken
- 9. Klasse: Bliv ferm på mountainbike (idrætsundervisning)
- Familiedage: I foråret 2026 afholdes to familiedage, hvor familier kan dukke op og modtage gratis undervisning fra erfarne cykelinstruktører. Datoer meldes ud primo 2026.
Læs også
Vigtig bøn til forældrene
Opbakningen har været stor fra kommunens dagtilbud og skoler, og over1600 børn i alderen 3-16 år vil modtage den nye cykelundervisning.
Direktør for Dansk Skolecykling Kim Bremer kalder det en gave, at cykelundervisningen kan nå ud til så mange børn, men har også en vigtig bøn til forældrene:
- Vi kan lære nok så mange børn at cykle, men hvis de ikke oplever opbakning fra jer forældre, når der skal ændres transportvaner, rykker vi ikke meget. Derfor er det utrolig vigtigt, at man bakker op og cykler i skole med børnene, hvis de stadig er små. På den måde støtter man børnene i at få etableret sunde og gode cykelvaner i hverdagen, siger Kim Bremer.