Cykelpiloter fejrer 10 år for fuld musik på Torvet

Cykelpiloterne, der nu kan fejre 10 år lokalt, tager også gerne på fællesture - som her til Dyrehaven.

Cykelpiloterne, der nu kan fejre 10 år lokalt, tager også gerne på fællesture - som her til Dyrehaven.

Foto: Presse

Cykling uden alder i Lyngby-Taarbæk kan i år fejre sit 10-års jubilæum, og det markerer man den 23. oktober  kl. 14-16 på Torvet foran rådhuset i Lyngby, hvor alle er velkomne.

Arrangørerne lover en fest, når De Lystige Musikanter med 12 musikere sætter gang i underholdningsmusik for alle aldre kl. 14-15. Man kan også prøve de røde el-drevne rickshaws og møde de frivillige cykelpiloter.

Siden starten har de frivillige cykelpiloter givet ældre medborgere på plejehjem og i eget hjem muligheden for at komme ud i vind og vejr, mærke friheden på cykelstierne og dele oplevelser i fællesskab. 

I 2025 alene har de lokale piloter kørt 450 ture, hvilket placerer afdelingen blandt de mest aktive i hele Foreningen Cykling uden alder.

Fællesture vækker ekstra glæde

- Jeg har været cykelpilot i alle 10 år, og det er blevet til rigtig mange ture gennem årene. Jeg mindes særligt de gange, hvor vi har kørt i flok – for eksempel, da vi i september i år cyklede til Dyrehaven og Eremitageslottet med syv rickshaws på én gang. Det skaber glæde både hos passagererne, piloterne og de mennesker vi møder på vejen, fortæller en af cykelpiloterne, Kirsten Worsøe, i en pressemeddelelse.

Som cykelpilot får man både frisk luft, motion og masser af gode grin – samtidig med, at man giver andre uforglemmelige oplevelser, lyder tilbuddet videre.

Man kan læse mere på www.cyklingudenalder.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...