En ny rapport fra Center for Kriminalitetsanalyse giver et samlet billede af, hvem der står bag indbrud og hæleri i Danmark. Rapporten har fokus på udviklingen blandt indbrudstyve og hælere og lægger vægt på, at omrejsende kriminelle, ældre indbrudstyve og flere kvinder nu spiller en større rolle end tidligere.
Antallet af anmeldte indbrud i private hjem er faldet markant gennem 30 år. I slutningen af 1990’erne blev der anmeldt cirka 50.000 indbrud årligt, mens tallet var 15.000 i 2024. Center for Kriminalitetsanalyse har med sin undersøgelse, der dækker perioden 2008 til 2022, analyseret både registerdata og netværk for at forstå, hvem gerningspersonerne er.
En stor del af de registrerede indbrudstyve indgår i større kriminelle netværk. Her indgår 68 procent af indbrudstyve og 41 procent af hælere. Ifølge rapporten kan et enkelt netværk omfatte mere end 10.000 personer.
Mange bliver dømt igen efter endt afsoning. Mellem 70 og 80 procent af dem, der blev dømt for indbrud i årene 2008 til 2020, begik nye lovovertrædelser inden for to år efter løsladelse eller dom. For hælere gælder det for 40 til 50 procent. Undersøgelsen peger på, at stabile familieforhold, sociale relationer uden for kriminelle miljøer samt beskæftigelse og uddannelse har betydning for, om personer forlader kriminalitet.
Omrejsende kriminelle, især fra Rumænien og Litauen, udgør nu en større andel af sigtelserne. I 2008 stod denne gruppe for 6 procent af sigtelserne for indbrud i beboelse, men dette tal ligger nu omkring 25 procent.
Herboende indbrudstyve bliver ældre. Gennemsnitsalderen er steget fra 25 år i 2008 til 33 år i 2022. Samtidig er andelen af mænd under 25 år faldet fra 60 til 20 procent. Andelen af kvinder blandt indbrudstyve er steget fra 4 til 9 procent siden 2018.
Sociale data kan pege på, hvorfor nogle ender i kriminalitet. 80 procent af de sigtede for indbrud og indbrudsforsøg er uden for arbejdsmarkedet og 85 procent lever alene. Næsten halvdelen har været i behandling for stofmisbrug. 72 procent af de sigtede er af dansk oprindelse.
- Der er generelt tale om en social marginaliseret gruppe. 80 procent af de sigtede for indbrud og indbrudsforsøg er uden for arbejdsmarked. Derudover lever de fleste alene, og knap halvdelen har været i behandling for stofmisbrug, siger analytiker Emil Rethmeier Madsen, Det Kriminalpræventive Råd.
Hælere deler mange karakteristika med indbrudstyve, men de har ofte lidt højere disponibel indkomst og færre misbrugsproblemer.
Mange hælervarer bliver solgt online, især på købs- og salgsportaler og sociale medier. En undersøgelse fra 2024 viser, at 210.000 danskere har købt stjålne varer inden for de seneste tre år.
- Det er vigtigt at være opmærksom, når man handler brugt på nettet. Vi anbefaler nogle enkle råd: Betal med MobilePay og kig efter MitID-validering af sælger. Så ved du, hvem du handler med. Vil de kun have kontantbetaling, bør alarmklokkerne ringe, siger analytiker Emil Rethmeier Madsen, Det Kriminalpræventive Råd.