En uortodoks, men velgørende auktionshammer, falder fredag aften på Hotel Strandparken.
Her mødes over 120 velgørere til eventet ’Auktion og Fest’, hvor frivillige donationer fra virksomheder i Holbæk og omegn får nye ejermænd i rammer inspireret af filmen ”The Greatest Showman”, oplyser JCI i en pressemeddelelse.
Aftenens tema er langt fra tilfældigt. Overskuddet fra fredagens auktion, der tidligere år har beløbet sig på hundredtusindvis af kroner, går ubeskåret til godtgørende formål.
I år er overskuddet øremærket ungdomsklubben Cirkus Kæphøj, Familienetværk Holbæk og Get To Sport, som støtter sportstilbud til unge i udsatte boligområder.
I alt 47 virksomheder har fredag lagt samlet 53 donationer på alt fra produktion af dronevideoer og teambuilding til ferieoplevelser i Tyrol og festivalbilletter, der i løbet af aftenen auktioneres af festens arrangører, JCI Holbæk.
- Vi står med en masse foreninger og tilbud, der er presset – både af inflation eller presse kommunalbudgetter. Derfor er vi heldige, at vi står med en masse virksomheder rundt i vores område, der støtter op, når vi rejser penge som i aften, siger Mille Suhr, formand i JCI Holbæk.
Det er tredje gang siden 2020, at JCI Holbæk arrangerer den lokale auktion.
Seneste gang var i 2024, der resulterede i et overskud på 230.000 kr., der blev doneret til bl.a. organisationerne Home-Start, der hjælper pressede familier og unge, og Tuba, som tilbyder støtte til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- og stofmisbrug.
JCI Holbæk er lokalafdelingen af netværket JCI Danmark, der er rettet mod personer mellem 20 og 40 år. Netværket, der har afdelinger over hele verden, beskæftiger sig bl.a. med velgørende arbejde lokalt.