Koncert for byens døde

Sara Grabow synger i Roskilde 30. oktober.

Sara Grabow synger i Roskilde 30. oktober.

Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Landsforeningen Liv&Død sætter nu fokus på døden i uge 44. I Roskilde betyder det, at der er koncert torsdag 30. oktober fra klokken 19 til 20.30 i Koncertkapellet på Sankt Jørgensbjerg Kirkegård. Koncerten hedder Sange til de Døde.

- I vores del af verden – og i vores tid – bruger vi ikke meget tid på at forholde os til døden eller de døde. I nogle kirker er der en tradition for at læse navnene op på de døde ved allehelgensdag, men derudover har vi ikke mange fællesskaber forbundet med at mindes de døde på særlige dage. Det resulterer i, at døden, sorgen og minderne bliver til private anliggender, som man i bedste fald har sammen med familien, og i værste fald slet ikke har overhovedet, skriver Landsforeningen Liv&Død i en pressemeddelelse om deres initiativ. 

Sange til de Døde er tænkt som en form for musikalsk mindesammenkomst, hvor alle, der har lyst, kan komme, og man kan være fælles om at mindes de døde. 

Det er Sara Grabow, Lars Malm og den lokale musiker Jens Stricker, der vil stå for det musikalske, og de vil dels optræde med egne numre og fortolkninger af andres musik både pop, rock, folk og blandt andet en salme, og så vil de spille og synge sammen med deltagerne til fællessange.

Man behøver ikke at have mistet nogen for at deltage. Man kan også deltage, hvis man har lyst til at give sig selv plads til at forholde sig til døden, for når man forholder sig til døden i livet, så kan det bidrage til at give livet mening og værdi, skriver Den lille Begravelsesbutik om den koncert, som de har stablet på benene. 

Dørene åbner kl. 18.30. Det vil være muligt at købe en kop te, kaffe eller et glas øl, vin eller en sodavand i baren.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...