Regeringen går nu i gang med at ændre loven om børneattester, så domme for vold mod børn fremover kommer til at fremgå af attesterne. Regeringens reaktion kommer efter Sjællandske Nyheders afsløring af en skandalesag fra Ringsted.
- Regeringen vil ændre loven, så vold mod børn fremover fremgår af børneattesten.
- Ændringen sker efter Sjællandske Nyheders afsløring af en skandalesag fra Ringsted.
- En pædagogisk assistent blev dømt for vold mod egne børn, men kunne fortsætte arbejdet, da dommen ikke fremgik af børneattesten.
- Statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Peter Hummelgaard støtter lovændringen.
- Børns Vilkår og De Konservative har presset på for at få ændret loven for bedre beskyttelse af børn.
Sjællandske Nyheder har i en lang række artikler afdækket sagen om en pædagogisk assistent på specialskolen Ådalskolen i Ringsted. Mens han var ansat, blev han i byretten dømt for vold mod sine egne børn. Men fordi han valgte at anke sagen til landsretten, besluttede kommunen ikke at fyre ham.
Først da landsretten stadfæstede dommen 14 måneder senere, blev han afskediget. Dermed har forældrene uvidende afleveret deres børn i over et år i en voldsmands varetægt.
Statsministeren reagerer
Men fordi domme for vold mod børn ikke fremgår af børneattesten, kan voldsmanden i princippet gå ud og få et andet job med det samme og aflevere en helt ren børneattest. Hidtil er det nemlig kun seksuelle overgreb på børn, der fremgår af børneattesten.
Men det bliver altså stoppet nu.
Sagen
kort fortalt
- Sagen handler om en pædagogisk assistent, som indtil for nylig har været ansat på specialskolen Ådalskolen i Ringsted i indskolingen (en skole for primært for udviklingshæmmede).
- Han blev ved Retten i Næstved 12. juni 2024 idømt fire måneders ubetinget fængsel for over en to-årig periode at have begået vold med to drenge (en søn og en stedsøn), som var henholdsvis tre år og seks år gamle, da volden startede. Han er dømt for at have slået børnene med knytnæver og taget kvælertag på dem.
- Dommen blev anket til Øster Landsret, som stadfæstede byrettens dom 14. august 2025. Efter landsrettens dom blev han afskediget.
- I den 14 måneder lange periode mellem byretsdom og landsretsdom valgte skolen at lade manden arbejde videre med de små børn. Det var skolelederen, der i samråd med kommunens skolechef, tog beslutningen om at lade manden arbejde videre med de mindre børn, indtil landsretten havde truffet en afgørelse.
- Sagen er indtil nu blevet holdt hemmelig for forældrene på Ådalskolen.
- Sagen afslørede også et kæmpe hul i børneattesterne, fordi vold mod børn ikke fremgår.
Til Folketingets åbningsdebat torsdag aften stillede Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, et direkte spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen om sagen:
- Kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke beskytter børn bedre, når vold mod børn ikke fremgår af børneattesten, spurgte hun.
Læs også
- Pædagogisk assistent dømt for at tæske sine egne børn - men fortsatte som ansat på skole
- Børns Vilkår om voldsdømt pædagogisk assistent: - Børn skal ikke udsættes for den risiko
- Blev pædagogisk assistents voldsdom holdt hemmelig for forældre?
- Kandidat om voldsdømt skoleansat: - Hvad sker der dog for Ringsted Kommune?
- Andreas Karlsen: - Rystende at forvaltningen beskytter en voldsmand fremfor skolebørnene
- Voldsmand blev ikke fyret fra skole - udvalgsformand svarer på kritikken
- Kræver loven ændret efter skandale om voldsmand
- Skandale-sag om voldsdømt skoleansat afslører kæmpe hul i børneattesterne
Selvom Mette Frederiksen ikke havde forberedt sig på spørgsmålet, var hun alligevel klar til at ændre reglerne.
- Jeg synes, det vil være naturligt, at vold mod børn svarer til det, der allerede gælder i børneattester ved misbrug af børn, svarede statsminister Mette Frederiksen.
Arbejdet sat i gang
Herefter spurgte Mette Abildgaard direkte statsministeren, om tiden ikke er inde til at arbejde på at tilføje vold mod børn på børneattesterne.
- Jo, det gør vi. Tak, svarede statsministeren kort.
Direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, har over for Sjællandske Nyheder krævet, at domme for vold mod børn skal fremgå af børneattesten.
Herefter meldte justitsminister Peter Hummelgaard (S) torsdag aften ud og slog fast, at loven skal ændres hurtigst muligt efter Sjællandske Nyheders afsløring.
- Jeg er helt enig med blandt andre Børns Vilkår i, at domme vedrørende vold mod børn – ligesom tilfældet er med seksuelle overgreb – bør fremgå af børneattesten, siger justitsministeren til Ritzau.
Falsk tryghed
Alle, der skal arbejde med børn under 15 år, skal aflevere en børneattest, hvoraf domme for seksuelle overgreb mod børn fremgår.
- Børneattesterne spiller en vigtig rolle i forhold til at forebygge vold og overgreb mod børn, og derfor er mit embedsværk allerede i færd med at se på, hvordan flere strafbare forhold kan fremgå af børneattesten, siger Hummelgaard.
Mette Abildgaard ser frem til at få ændret loven.
- Hele formålet med børneattester er at give tryghed, men det her giver en falsk tryghed for forældrene. På mange måder er det her et hul i lovgivningen, siger Abildgaard.
