I år kan Roskilde Domkirke fejre 30 år som verdensarv, og Unesco har 80-års jubilæum. Det markerer Roskilde Domkirke med en tredages fejring 23.-25. oktober med overskriften "Forvandling & verdensarv".
- Med "Forvandling & verdensarv" vil vi gerne vise, at Roskilde Domkirke fortsat er en vigtig del af det lokale samfund. Kirken har altid været et musik-, kultur- og debatsted. Den har været med til at udvide horisonter - både på det kirkelige, men også på det kulturelle og kunstneriske plan, fortæller næstformand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn Jesper Kejlhof i en pressemeddelelse.
Se film på domkirkens facade
Blandt andet vil kunstner Sophia Kalkau udstille 24 store billedværker i kirkerummet. En udstilling, som bliver fortolket musisk af den østrigske komponist og organist Franz Danksagmüller.
Han vil både torsdag og fredag aften give koncert på domkirkens historiske Raphaëlis-orgel. Torsdag blandes gregoriansk sang med nutidig orgelklang i natkirkens univers, fredag blandes orglets klange med live electronics i en helt speciel orgelkoncert.
På domkirkens facade mod Stændertorvet kan man torsdag aften se en film med domkirkens 800-årige arkitektoniske udvikling – et af kriterierne for, at kirken er udpeget som verdensarv.
Guidet tur omkring palæet
Derudover vil dagene byde på rundvisninger i Roskilde Kloster, forfattersamtale med Lea Korsgaard og guidet tur omkring Det Kongelige Palæ, hvor det kommende Verdensarvscenter for Roskilde Domkirke skal ligge.
Direktør i Romu Morten Thomsen Højsgaard vil fortælle om de mange transformationer, Det Kongelige Palæ har gennemgået siden opførelsen i 1730’erne.
- Senest har vi fået den her fornemme donation, som sikrer et verdensarvscenter i de fine historiske barokrum ved siden af Roskilde Domkirke. Dermed er endnu en forvandling på vej. Hvad vil den indeholde, og hvor langt er vi med projektet? Det vil jeg også fortælle om, lover Morten Thomsen Højsgaard i pressemeddelelsen.
Hele programmet for "Forvandling & verdensarv" kan ses på www.roskildedomkirke.dk.