Det er et ret deprimerende syn. Mørke gange, tomme butikker og meget få mennesker, der bevæger sig rundt til de sidste tilbageværende forretninger. Hedegårdscentret er en skygge af sig selv for tiden, efter de fleste butikker er flyttet ud som følge af, at en storstilet renovering og ombygning skulle revitalisere det lokale center. Renoveringen skule være gået i gang i februar, men der er stadig intet sket. Nu frygter de handlende for fremtiden og for, om der overhovedet sker noget.
En af dem er Mohammad, der ejer Ballerup Bazar. Han har mistet meget i omsætning den seneste tid og frygter for, at der går alt for lang tid, inden renoveringen kommer gang og at kundeflugten fortsætter.
Sker ingenting
“Lyset er gået ud mange steder, butikkerne er tomme og der sker ingenting. Vi mister mange penge hver dag og hvis ikke der snart sker noget, så kan vi risikere at lukke. Vi har hørt meget om den store renovering, som vi glæder os til, men der sker ikke noget. Kommer den overhovedet,” siger Mohammad.
Men selvom renoveringen lader vente på sig, så er den på trapperne. Det forsikrer Søren B. Christiansen, direktør for Baldersbo, der ejer Hedegårdscentret.
Færdig ved årsskiftet
“Vi afventer stadig en byggetilladelse og det varer nok et par uger endnu. Den skulle vi have haft i februar, det er rigtigt nok, men grundet en masse andre omstændigheder, er den ikke kommet endnu. Men så snart den kommer, går vi i gang og jeg regner bestemt med, med alle de forbehold, der er i denne tid, at vi stadig er færdige ved årsskiftet,” siger Søren B. Christiansen.
Når renoveringen er færdig vil man kunne centret rumme en ny og stor Netto, en stor Rema 1000, flere spisesteder, blandt andet en Dalle Valle, og en ’sundhedsafdeling’ med fitnesscenter og diverse klinikker indenfor sundhedsområdet.
“Målet er selvfølgelig, at beboere og folk i området skal kunne klare deres daglige indkøb og det basale uden at skulle for langt væk. Det er klart, at større shoppingture til tøj- eller skobutikker, skal man et andet sted hen, men Hedegårdscentret skal være et sted, hvor man kan få det mest basale i gode omgivelser og vi glæder os til at komme i gang,” siger Søren B. Christiansen.
