Efterårsferien byder traditionen tro på masser af aktiviteter for især børnefamilier. Igen i år får uhyggen lov til at fylde meget som optakt til Halloween og for første gang er områdets største turistmagnet med til at sprede uhygge. Her har vi samlet et overblik over, hvad du kan opleve med familien.
- GeoCenter Møns Klint byder på Halloween-aktiviteter fra 11. til 19. oktober med mystik og gys for hele familien.
- Piratsejlads med M/F Ida finder sted i uge 42, hvor børn kan deltage i sørøveraktiviteter på Grønsund.
- Præstø arrangerer en uhyggelig Halloween-tur den 15. oktober med monstre og skabninger i gaderne.
- Vordingborg Bibliotek tilbyder kreative Halloween-workshops for børn den 16. oktober.
- Avnø Naturcenter afholder bålaktiviteter fra 14. til 16. oktober med madlavning og græskarlygter.
GeoCenter Møns Klint forvandles for første gang til et stemningsfuldt Halloween-univers for hele familien. Fra 11. til 19. oktober kan besøgende opleve et væld af aktiviteter – både inde og ude – med mystik, gys og efterårsmagi.
Programmet byder blandt andet på 'Nat på Museet' - en mulighed for at opleve GeoCenteret efter lukketid - et uhyggeligt Haunted House i samarbejde med Dystopia, svævebane i mørke, kreative Halloween-workshops, skeletjagt, mørkevandringer og meget mere.
Både ude og inde venter en Halloween-kulisse med græskar, halmballer, fugleskræmsler og skeletter. Men der vil også være fokus på de ældgamle mønske sagn og legender.
- Man kan blandt andet lytte med, når vi vækker klintekongen, vætterne og troldene til live gennem levende fortællinger. Eller man kan prøve GPS-løbet ’Den fortryllede klint’, hvor man selv skal finde vej gennem Klinteskoven og teste sin viden om de lokale sagn og myter, siger Nils Natorp, direktør for GeoCenter Møns Klint.
I geocentrets workshop kan man blandt andet skære græskarlygter, støbe bloddryppende mosasaur-tænder og lave Halloween-pynt. Hele ugen er der skeletjagt i udstillingen.
Tirsdag, onsdag og torsdag er der nat på museet fra klokken 17 til 20, hvor man kan udforske museet med lommelygte.
De modige kan besøge stedets Haunted House, som er skabt sammen med horror-eksperterne fra Dystopia. Her lurer den gale palæontolog og hans mørke eksperimenter. Det foregår hele ugen fra klokken 11:30-16:30, samt tirsdag, onsdag og torsdag klokken 17-19:30. Her lyder anbefalingen, at man skal være minimum 10 år.
Alle aktiviteter er inkluderet i entrébilletten eller med et sæsonkort. Se hele programmet på www.moensklint.dk.

Piraterne til søs
Træfærgen M/F Ida er tilbage efter branden i motorrummet i juli, og traditionen tro arrangerer Ida's Venner igen i år piratsejlads i uge 42.
Det er fra mandag til onsdag fra klokken 10-15, at piratflagene igen vajer over skibet på Grønsund.
Der er mulighed for at drage med på sørøvertogt og der er aktiviteter for børn både på Bogø og i Stubbekøbing.
Piratskibet M/F Ida er ladet med pirater, og der er mulighed for at hjælpe skibet i havn og få et styrebevis. Kom gerne udklædt, så piraterne ikke forveksler dig med en landkrabbe, opfordrer arrangørerne.
Arrangementet koster en almindelig returbillet, der trækkes i billetautomaterne på havnene.

Uhygge i Præstøs gader
Det er blevet en fast tilbagevendende tradition i Præstø at arrangere Halloween-event i efterårsferien. I år finder det sted onsdag 15. oktober.
- Over 70 frivillige er med til at gøre det til en super uhyggelig og fantastisk tur gennem Præstøs gader, lyder det fra Annette Vesterholm fra arrangørgruppen.
- Vi har mange “monstre og frygtelige skabninger“ til at gå og løbe rundt i gader og gårde og skræmme livet af folk, forklarer Annette Vesterholm og anbefaler derfor også, at børn under 11 år følges med en voksen.
Turen begynder på Antonitterstien - gå ned ad Nysøvej og følg faklerne - og ruten ender hos Sweet and Coffee. Uhygge-turen varer cirka 45 minutter.
Der skal købes billet til løbet på www.praesto.dk/halloween. Bemærk i den forbindelse, at der kun er et begrænset antal billetter.
Onsdag fra klokken 15 - 17:30 er der også lidt uhyggelig stemning for de mindre børn. Ved Bådhal 8 på havnen står Forældreforeningen for Præstø Børnehus for en lille halloween-oplevelse for de mindste fra vuggestue til børnehavealderen.
Oplevelsen for de små er gratis og uden billetbestilling. På programmet vil være: Følekasser, boldkast, græskarmaling og ansigtsmaling. Man er velkommen til at komme udklædt.
Lav dit eget kælespøgelse
Uhyggen rykker ind på Vordingborg Bibliotek i efterårsferien. Der er kreative værksteder på bibliotekerne både i Vordingborg, Præstø, Lundby og Stege. Torsdag 16. oktober fra klokken 14-17 kan familier komme og være kreativ med Line Hvid fra "Kreativ med Ungerne" på biblioteket i Vordingborg.
Til workshoppen kan børn pynte et glas – og lave deres helt eget kælespøgelse. Der laves decoupage på glasset, og der skal males og limes pynt på. Får den et lys sat på, kan den lyse op i mørket til halloween.
Det er for børn fra 3-12 år, børn under 6 år skal ledsages af en voksen. Det er gratis for børn at deltage i workshoppen, men der skal bookes billet på bibliotekets hjemmeside.
Familiedag i skoven
Lørdag 12. oktober er der 'Kend din skov' i Vintersbølleskoven fra klokken 13 til 16.
Theisens Papirværk slår dørene op for kreativitet og håndværk, mens Beværterhuset byder på hjemmebagte kager, kaffe og saftevand. Ved FDF-hytten kan man købe pølser og brød og selv lave popcorn. Orienteringsløb giver mulighed for at få pulsen op, og ved Kong Valdemars Plads venter fortællinger om skovens historie.
Man kan nyde turen rundt i skoven med hestevogn.

Lær at fiske
Har du lyst til at få en fisk på krogen? Det har du mulighed for mandag 13. oktober, når der inviteres til fiskeri i voldgraven ved Gåsetårnet. I voldgraven er der mulighed for at fange skaller, aborrer og karper.
Mellem klokken 11 og 14 kan man kigge forbi og låne en fiskestang. Samtidig vil erfarne lystfiskere stå klar til at hjælpe. Man er også velkommen til at medbringe sit eget fiskeudstyr og få et par tips til, hvordan man kan blive en dygtigere lystfisker. Arrangementet er gratis og henvender sig særligt til børn og unge, men voksne er også velkomne.
Mødested og fiskeri foregår ved voldgraven, overfor Iskutteren Mocca på Havnevej i Vordingborg. Der er plads til 20 fiskere, og tilmelding sker via først-til-mølle princippet til tange@fishingzealand.dk senest 12. oktober.
Åben bålhytte
Der holdes åbent bålhus på Avnø i efterårsferien. Over tre dage vil der være forskellige aktiviteter ved Avnø Naturcenter.
Tirsdag 14. oktober kan man kreere "uhyggelige" græskarlygter til halloween. Herefter laves suppe af indmaden, og der ristes græskarkerner over bålet.
Onsdag 15. oktober kan man lave pandekager fra bunden. Der skal graves bålsted, hugges brænde og tændes bål med primitive virkemidler.
Torsdag 16. oktober produceres en 3-retters menu ved fælles hjælp.
Alle tre dage foregår aktiviteterne fra klokken 10-13, og der skal betales et mindre beløb for deltagelse. Børn kan kun deltage sammen med voksne.
Efterårsferie i gadebilledet
Også handelstandsforeningerne er med til at gøre efterårsferien ekstra sjov. Her er der både i Vordingborg og Stege arrangerede skattejagt i løbet af ugen, hvor man kan købe et skattekort, der tager børnene rundt i byens butikker. I Vordingborg kan skattekortene købes hos Jonica og Bog & Idé. I Stege er det hos Zalmiak.
På Slostorvet i Vordingborg står den onsdag 15. oktober traditionen tro på Blå Blink og Børnenes Trafikskole. En række gratis aktiviteter for børnene fra klokken 12-16. Mød brandvæsenet og kom 32 meter op i deres høje lift. Prøv bilerne i Børnenes Trafikskole og optjen et betjent-badge, eller hop en tur i hoppeborge.
Græskardag på godset
Klintholm Gods byder ind til den store græskardag, hvor man kan skære sit eget græskar. Godset har dyrket en masse græskar i deres økologiske køkkenhaven. Man kan købe Klintholm Hot Dogs, græskarsuppe og græskarmuffins. Man kan også prøve kræfter med en halmballelabyrint og en kæphestebane.
Det foregår 15. og 16. oktober fra klokken 11 til 16.
Farmorhuset byder indenfor
Farmorhuset i Vordingborg holder åbent i efterårsferien, og de frivillige glæder sig til at byde velkommen til (u)hyggelige og sjove oplevelser for børn og voksne.
Der er åbent i lokalerne i Badstuegade 6 lørdag 11. oktober fra 10-14, tirsdag 14. oktober fra 10-16, onsdag 15. oktober fra 10-16 og lørdag 18. oktober 10-14. Sidste åbningsdag er der gratis græskarudskæring.
Endnu flere oplevelser
Der er en række steder, der holder ekstraordinært åbent i forbindelse med efterårsferien.
Bogø Mølle byder på aktiviteter for børn og voksne onsdag til fredag i uge 42. Alle dage åbent fra klokken 11-16.
Thorsvang Samlermuseum har åbent alle dage 10 til 17 med særlige aktiviteter for børn og H.C. Andersens Verden har åbent onsdag 15. til og med lørdag 18. oktober fra 11-14. Her spilles der Prinsessen på ærten, og der er kreative workshops og spil selv-teater.
Kalvehave Labyrintpark har åbent alle dage fra 10 til 17 og i dagene 14.-16. oktober er der åbent helt frem til klokken 22.