Weekenden bød på seriøst efterårsvejr, og i Helsingør var der varslet massive regnmængder og vindstød af stormstyrke. Og det blev da også ganske vådt og blæsende, hvilket skabte visse problemer rundt omkring og fik Helsingør Kommunes Beredskab på mærkerne.
Lørdag blev et par gader i Helsingør centrum spærret af. Både Brostræde og Gl Færgestræde blev spærret. Der har været problemer med nedfaldne tagsten fra de gamle bygninger i denne del af byen før, og blæsten sendte igen lørdag farlige mængder tagsten mod jorden. Helt ned til blomstertorvet lå der faktisk knuste tagsten. Ved aftenstid kunne afspærringerne fjernes igen. Rosenkildevej andetsteds i byen var ligeledes afspærret af samme årsag.

Beredskabet havde virkelig gang i udrykningerne i løbet af lørdagen, og de arbejdede blandt andet på havnen omkring Kongekajen ved middagstid. En båd var kommet i vanskeligheder, og der var olie i vandet, men takket være dykkere blev der lagt flydespærringer ud, så olien ikke kunne sprede sig.
Få meter derfra var Sundbusserne ligeså i problemer. Rederiets færge lå ikke ligefrem roligt til kaj på grund af den høje bølgegang, men blev i stedet kastet fra side til side, og det så en anelse faretruende ud.

Alt i alt gjorde vejrets rasen, at Helsingør Kommunes Beredskab måtte rykke ud til 31 opgaver. Den første klokken 06 om morgenen, og så stilnede alarmerne af ved 15-tiden. Det fortæller beredskabschef Jesper Ingeman-Petersen.
- Jeg var ikke forberedt på, at det ville blive så vildt, men jeg er virkelig tilfreds med, hvordan vi fik klaret det hele. Det var væltede træer, væltede flagstange, vejafspærringer, både der var ved at synke og vand på vejene, siger han til Sjællandske Nyheder.
Også byens erhvervsdrivende blev ramt af vejret, og ikke-sikrede møbler og planter blev kastet rundt, hvilket blandt andet gjorde sig gældende på Axeltorv.