Mit navn er Anton Hannibal Gregersen, jeg er 19 år og stiller op for Alternativet i Lejre Kommune. Jeg er født og opvokset her, har sparket fodbold i Bramsnæs FB, spillet håndbold i KHKS og gået hele min skolegang i Bramsnæsvigskolen. Lejre er mit hjem, mit barndomslandskab, de stier jeg har cyklet på, og de fællesskaber der har formet mig. Jeg er Lejre helt ind til benet, og derfor gør det ondt at se, hvordan vi behandler vores kommune, vores børn og vores fremtid.
Klumme: Politikerne har ordet
Kommunalvalget er i horisonten, og i den anledning lancerer Ugeavisen Lejre en ny politisk klumme.
Klummen går på skift mellem alle partier i Lejre kommunalbestyrelse samt de øvrige partier, der er på stemmesedlen ved valget 18. november 2025.
Vi har stillet politikerne den opgave, at de med pennen i hånden skal gribe fat i aktuelle og lokale politiske dagsordner og forsøge at være så konkrete som overhovedet muligt. Vi vil gerne blive klogere på deres holdninger, og ikke mindst, hvorfor de mener det, de mener.
Klummen er et udtryk for afsenderens holdning.
Hvis du selv ønsker at deltage i debatten, er du velkommen til at sende dit indlæg på mail til lejre.red@sn.dk
Lad os starte med det mest basale. Rent drikkevand. I Lejre er det ikke en selvfølge. Vi har et ansvar, men vi lader som om, vi kan forhandle os ud af virkeligheden. Når under en tredjedel af vores drikkevandsboringer er beskyttet mod pesticider, så er det ikke bare en fodfejl. Det er et svigt. Forestil dig at stå i et brændende hus, mens brandmændene beslutter sig for at "tage en forhandling med flammerne". Sådan føles kommunens indsats lige nu. Jeg vil have en mere ambitiøs klimaplan. Jeg vil have handling, ikke papir.
Men en kommune er ikke kun vand i glasset. Det er også liv i hverdagen. Jeg ved, hvor meget et fællesskab kan betyde. Fritidsaktiviteterne gav mig venner, værdier og en tro på fællesskabet. Derfor gør det ondt, når børn, unge og alle andre, der ikke har råd til at være med, står på sidelinjen. Ingen børn skal stå udenfor, fordi forældrenes pengepung er tom. Fripladser til fritidslivet er ikke luksus, det er retfærdighed. Når vi bliver ældre, skal vi stadig have meningsfulde fællesskaber, for trivsel gælder hele livet, ikke kun de unge år.
Så er der skolen. Vi kan ikke blive ved med at lave inklusion til en automatpilot, hvor børn skal presses ind i kasser, uanset hvad de har brug for. Det er ikke inklusion, det er blindhed. Lærerne skal have mere at sige i indretningen af skolen, og hvert enkelt barn skal mødes med blik for, hvad der faktisk virker. Trivsel først, struktur bagefter.
Lad os også tale om hverdagen mellem skole, arbejde og fritid; transporten. For alt for mange i Lejre er bilen det eneste reelle valg, men sådan behøver det ikke være. Vi skal have bedre offentlig transport, der hænger sammen på tværs af kommunen og gør det nemt at komme til skole, fritidsaktiviteter og arbejde, også uden bil. Busserne skal køre oftere og mere stabilt, og togforbindelserne skal udbygges og styrkes. Samtidig skal vi turde investere i sikre og sammenhængende cykelstier, så forældre trygt kan sende deres børn afsted på cykel, og unge og voksne kan vælge cyklen frem for bilen. En grøn kommune er en kommune, hvor det bæredygtige valg også er det nemme valg.
Jeg stiller op, fordi jeg ikke kan holde ud at se på stilstanden. Lejre kan være stedet, hvor vi går forrest på klimaet, på fællesskaberne, på børnene og på den bæredygtige infrastruktur, der binder os sammen. Men lige nu sakker vi bagud, og jeg nægter at lade stå til.