Kom til gratis fiskeri i Gørlev Sø

Lørdag den 18. oktober kan man prøve at fiske efter skaller, karusser og aborrer i Gørlev Sø.

Lørdag den 18. oktober kan man prøve at fiske efter skaller, karusser og aborrer i Gørlev Sø.

Foto: Fishing Zealand

Kalundborg Kommune, Gørlev Sportsfiskerforening, Høng Sportsfiskerforening, Kalundborg Sportsfiskerforening og Fishing Zealand inviterer til lystfiskeri i Gørlev Sø lørdag den 18. oktober kl. 11-14.

Arrangementet er gratis og henvender sig særligt til børn og unge, men voksne er også velkomne. Unge over 13 år kan deltage på egen hånd.

Lån et fiskesæt

At man aldrig har prøvet at fiske før, er ingen hindring. Man kan låne et komplet fiskesæt, og guider fra de tre foreninger og Fishing Zealand vil stå klar til at hjælpe.

Fishing Zealand medbringer alt nødvendigt fiskegrej, som skal bruges til at lokke søens fisk frem. Guiderne vil også hjælpe med at rigge grejet til, agne krogene og lande fangsten.

I søen findes flere forskellige fiskearter - blandt andet skaller, karusser og aborrer og det er netop dem, man skal fiske efter.

Husk praktisk påklædning og fodtøj, som kan matche det omskiftelige efterårsvejr, lyder opfordringen. Arrangørerne minder også om, at lystfiskere mellem 18 år og op til pensionsalderen skal have indløst det lovpligtige lystfiskertegn.

Plads til 20 deltagere

Der er plads til 20 fiskere, og tilmelding sker via først-til-mølle princippet til tange@fishingzealand.dk senest fredag den 17. oktober. Mødested er ved Gørlev Hundeskov på Rørmosevej. 

Bliver man efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab af en af de tre foreninger et godt afsæt for at fortsætte.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...