Opdateret klokken 11.36: Oprydningsarbejdet efter det tidligere uheld er overstået igen, og der er ikke længere kø på Storebæltsbroen. Trafikken glider altså som normalt igen.
Storebæltsbroen er lukket for al biltrafik i retning mod Fyn på grund af et uheld tirsdag formiddag.
Det skriver Sund & Bælt på det sociale medie X.
Det skaber kø på E20 fra Ringsted mod Halsskov mellem <41> Tjæreby og <43> Halsskov.
Broen ventes genåbnet for trafik tidligst klokken 11, oplyser Vejdirektoratet.
Uheldet er sket på højbroen, som er den del af Storebæltsbroen, der er nærmest Sjælland, fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.
Det er uvist, hvad omstændighederne er omkring uheldet, og om nogen er kommet til skade.
Tidligere tirsdag advarede Sund & Bælt, der står for driften af Storebæltsbroen, om kraftig vind på Østbroen i retning mod Fyn.
Det fremgår ikke, om kraftig vind har spillet en rolle i forbindelse med uheldet på Storebæltsbroen.
/ritzau/