Jeg har nu siddet i Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i noget tid, og et af mine klare fokusområder er antallet af borgere på førtidspension.

I Greve har vi ca. 1.845 personer på førtidspension (oplyst 28/4-25 på udvalgsmødet). Det er mange. Og tallene bør få os alle til at stoppe op og spørge: Bruger vi ordningen rigtigt?

Mange så sikkert dokumentaren “Den sorte svane”. Her fik vi et indblik i, hvordan der i visse ERFA-grupper nærmest undervises i, hvordan man får tilkendt en førtidspension. Det er efter min mening dybt problematisk. Førtidspension skal være en redningsplanke for dem, der reelt ikke kan bidrage på arbejdsmarkedet. Ikke en genvej for dem, der hellere vil stå udenfor fællesskabet.

Jeg ved godt, at det her kan være et ømtåleligt emne. Men vi er nødt til at turde tale om det. For i et samfund som vores skal vi hjælpe dem, der ikke kan – men vi skal også forvente en indsats fra dem, der kan.

Derfor arbejder jeg på at få undersøgt, om der er mønstre i de grupper, der tilkendes førtidspension. Og om der er områder, hvor sagerne bør gennemgås igen. Ikke for at hænge nogen ud – men fordi det er nødvendigt, hvis systemet skal bevare sin troværdighed.

Førtidspension er en god og nødvendig ordning. Men hvis den mister legitimitet, så mister vi også respekten for det fællesskab, den bygger på. Og så står vi med et langt større problem: Et samfund, hvor nogle få bærer for mange, mens andre slipper udenom.

Det er ganske enkelt ikke i orden!

Jeg vil arbejde for en fair balance: At vi altid hjælper dem, der virkelig ikke kan – men samtidig skal vi stille krav til, at alle skal bidrage med det, de kan bidrage med.