- Er det min tur i dag? Glæden er stor, når rickshawcyklen ruller ind på plejehjemmet

Den står på frisk luft, erindringer, røverhistorier og højt humør, når de frivillige piloter på Breelteparken tager beboere med på cykeltur i lokalområdet.

Niels Madelung på tur med Jette Wiigh Larsen fra Breelteparkens ældreboliger.

Niels Madelung på tur med Jette Wiigh Larsen fra Breelteparkens ældreboliger.

Når beboerne på omsorgscentret Breelteparken i Hørsholm ser en stor rickshawcykel komme rullende ned ad gangen, lyser øjnene op.

- Nogle siger - Er det min tur i dag? Nej, det er først på onsdag, må jeg så forklare. Men glæden er tydelig, fortæller Niels Madelung.

Han er såkaldt kaptajn for en gruppe frivillige på Breelteparken, der som “piloter” cykler beboere ud i den friske luft som konceptet bag foreningen Cykling Uden Alder, som Hørsholm Kommune tilmeldte sig som en af de første kommuner.

- Det er et bragende godt koncept, fordi det giver de ældre et afbræk i hverdagen, røde kinder og en oplevelse, de kan tale om i dagevis bagefter, siger Niels Madelung.

Seks aktive piloter

Da Niels Madelung i 2023 begyndte at arbejde med Cykling Uden Alder i Hørsholm, var der ingen piloter på Breelteparken. I dag er der seks, hvoraf fire er meget aktive. Det betyder, at der på en god uge kan køres op til 12 ture, de fleste med en beboer og nogle med to.

- Vi har cyklet med omkring en tredjedel af beboerne på plejehjemmet og 10 procent af dem i ældreboligerne. Desværre kan alle ikke komme med grundet helbredet, men jeg ser det som en stor succes.

Også på aktivitetscentret Sophielund er han i gang med at få ordningen op at køre.

Destinationer og oplevelser

Beboeren bestemmer selv, hvor turen går hen, og nogle gange foreslår piloten ruten.

- Vi har en række ture i baghovedet, som vi mixer lidt. Det kan være til Kokkedal Slot, Rungsted Havn, op til kirken eller bare en tur langs Nivå eller Usserød Å, fortæller Niels Madelung.

Og stemningen undervejs er i top.

- Du hører historier – flest selvoplevede, andre måske knap så autentiske – men det er altid underholdende. Og de kommer hjem og taler om turen i flere dage bagefter.

Inge Schur og Aud Carstensen på 101 år fra Breelteparkens plejehjem er klar til at komme på cykeltur i lokalområdet.
Inge Schur og Aud Carstensen på 101 år fra Breelteparkens plejehjem er klar til at komme på cykeltur i lokalområdet.

Smil hos beboere, personale og pårørende

Effekten af cykelturene rækker langt ud over den enkelte time i sadlen.

- Plejerne bliver også glade, fordi de kan mærke, at beboerne er i bedre humør. Og de pårørende roser det. De kan se glæden hos deres mor, bedstemor eller far, når de har været ude at køre, siger Niels Madelung.

Selv får han også energi af at cykle.

- Jeg gør det, fordi jeg selv bliver glad af det. Og når jeg kan se, at jeg glæder andre, så er det svært at lade være.

Livsglæde og frisk luft

At skaffe frivillige piloter var i starten en udfordring, men i dag ser det lysere ud.

- Vi er seks i alt nu, og senest har vi fået vores første kvindelige pilot, en pensioneret praktiserende læge. Hun var meget glad for sin første tur, og beboerne nød det også. Det giver en ekstra faglig indsigt at have hende med på holdet.

For Niels Madelung er Cykling Uden Alder mere end bare frivilligt arbejde. Det er et projekt, der forbinder generationer, skaber livsglæde og giver de ældre oplevelser i frisk luft.

- Når jeg triller af sted med en beboer, mærker jeg den umiddelbare glæde. Og det er det hele værd, siger han.

Alle skal kunne få røde kinder

- Min langsigtede ambition er, at alle ældre i kommunen, også hjemmeboende, skal kunne få glæde af tilbuddet, men det forudsætter økonomisk støtte, samarbejde med kommunen og andre foreninger, koordinering samt ikke mindst flere cykler og piloter.

P.t. forsøges der at få midler til en særlig rickshawcykel, så kørestolsbrugere på tværs af plejehjem og ældreboliger i kommunen også kan få røde kinder.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...