Hans Andersen, Frederikssund har overtaget posten som gruppeformand for Venstre i Folketinget, og torsdag kan han fejre 20 års jubilæum som medlem af Folketinget.
Hans Andersen er også medlem af byrådet i Frederikssund Kommune.
Posten som gruppeformand for Venstre i Folketinget overtager han efter Lars Chr. Lilleholt. Det sker, efter Lars Chr. Lilleholt fratræder posten for at dedikere sin tid til valgkampen i Odense Byråd.
- Det er en stor ære at blive valgt som ny gruppeformand, og jeg vil gerne takke for den tillid, folketingsgruppen har vist mig, siger Hans Andersen.
Manøvren blev fuldbragt på et gruppemøde i Venstre tirsdag, hvor folketingsgruppen konstituerede sig.
Torsdag kan Hans Andersen dertil fejre, at han har været folketingsmedlem i præcis 20 år.
På det seneste har han haft posterne som ordfører for finans, indfødsret, integration, udlændinge og økonomi.
Her har han arbejdet med Venstres jagt på skattelettelser og strammere udlændingepolitik.
Nej til bederum
Eksempelvis har han markeret sig med et ønske om, at bederum forbydes på offentlige uddannelsesinstitutioner.
Skiftet i folketingsgruppen medfører også nye ordførerskaber for andre af Venstres folketingspolitikere.
Louise Elholm overtager posten som finansordfører.
Hun varetog erhvervsordførerskabet, der nu bliver givet videre til Linea Søgaard-Lidell.
Anni Mathiesen fortsætter som Venstres gruppenæstformand.
hep/ritzau/