Efter droner fløj ulovligt rundt over Københavns Lufthavn og lukkede flytrafikken i flere timer, er bekymrede mennesker begyndt at kime politiet ned, når de ser en drone i luften. Nu melder politiet ud, hvordan man skal forholde sig, hvis man har mistanke om ulovlig droneaktivitet.
- Politiet modtager mange opkald om droner efter en hændelse i Københavns Lufthavn.
- Syv anmeldelser kom fra Hillerød, men flyvningen var lovlig og varslet.
- Politiet er ekstra opmærksomme på droner nær kritisk infrastruktur.
- Borgere opfordres til at dokumentere mistænkelig droneaktivitet grundigt.
- Flere droner i luften skyldes både professionel og hobbybrug.
Nordsjællands Politi modtog blandt andet adskillige henvendelser fra Hillerød by onsdag aften. Her modtog politiet syv anmeldelser fra borgere, der havde observeret droner flere steder i området.
Men heldigvis var der ingen grund til panik. Politiet var nemlig forinden, klokken 17.22, blevet kontaktet af en 51-årig mand, der havde tilladelse til at flyve med drone i forbindelse med optagelser af Hillerød by. Han gav også senere, klokken 20.52, politiet besked om, at flyvningen var afsluttet, men i mellemtiden var politiet altså blevet kontaktet syv gange om droneflyvningen.
Læs også
Flere end normalt
Politiet modtager jævnligt henvendelser fra borgere om droneaktivitet, skriver politiet i døgnrapporten, men efter hændelsen ved lufthavnen har de også modtaget flere af den slags henvendelser end normalt.
- Vi er naturligvis særdeles opmærksomme på henvendelser, hvor der kan være tale om droner, der ikke blot er til almindelig brug, og vi tager henvendelserne meget alvorligt, særligt hvis det foregår i nærheden af samfundskritisk infrastruktur, skriver politiet.
Læs også
Dokumenter det grundigt
Men mange af de droner, som folk bemærker, er helt lovlige flyvninger. Der er nemlig flere og flere, der flyver med droner, både professionelt og til hobbybrug.
- Man skal som borger ikke foretage sig noget i de situationer, skriver politiet.
Mistænker man imidlertid, at der er tale om ulovlig droneflyvning, skal man anmelde det til politiet.
- I den forbindelse opfordrer vi til, at man dokumenterer hændelsen grundigt, for eksempel ved at fotografere og filme aktiviteten med sin mobiltelefon, skriver politiet.