Aftalen om Lejre Kommunes budget for det kommende år er faldet på plads. Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne står bag aftalen, der blandt andet viderefører den igangværende omstilling på skoleområdet og en, ifølge de fem partier, grundlæggende "høj prioritering af kernevelfærd".
Det skriver Lejre Kommune i en pressemeddelelse torsdag formiddag.
Af selve aftaleteksten fremgår det, at partierne har en forventning om at kunne hente et driftsoverskud på 50 millioner de kommende år, hvilket skal sikre finansieringen. Derudover har partierne valgt at spare 31 millioner kroner på den såkaldte robusthedspulje de kommende fire år for at få det samlede regnestykke til at gå op.
Borgmester: Sund økonomi
Dette års aftale markerer samtidig første gang Socialdemokratiet er med i en budgetaftale, siden Tina Mandrup (V) overtog nøglerne til borgmesterkontoret i 2022.
Ifølge aftalepartierne vil næste års Lejre-budget levere forbedringer for både børn, unge og ældre. Desuden får arbejdet med at nå kommunens klimamål et løft, mens skatteprocenten holdes i ro.
- Det er blevet et rigtig godt budget, der afspejler, at vi grundlæggende har en sund økonomi i Lejre Kommune. Det giver mulighed for, at vi kan prioritere og løfte kernevelfærden, og partierne bag aftalen har været enige om en ret stor fællesmængde - herunder finansieringen. Det værdsætter jeg, udtaler Lejre-borgmester Tina Mandrup (V) i pressemeddelelsen.
Tidligere indsats og øget trivsel
Borgmesteren står i spidsen for en forligskreds, der er blevet enige om at afsætte ekstra penge til arbejdet med kvalitet og trivsel i kommunens dagtilbud. Det skal skabe grobund for stærke fællesskaber, som tilgodeser børns og familiers forskelligartede behov.
I kommunens skoler skal der arbejdes sammenhængende med trivsel på alle klassetrin, lyder det i pressemeddelelsen.
Forældre skal opleve en mere sammenhængende og koordineret sagsgang, hvis deres barn eller familien har brug for tværgående indsatser i Lejre Kommune. Der vil altid være én person, som koordinerer indsatsen og fungerer som den tydelige kontakt til kommunen.
Der er desuden afsat penge til en yderligere udbygning af Allerslev Skole i de kommende år. Derudover rummer budgettet også en udbygning af Lejre Børnehus i Lejre by, der i øjeblikket er presset på kapaciteten.
Fritidspas til børn og unge
På kultur- og fritidsområdet skal børn og unge op til 18 år kunne udstyres med et fritidspas, hvis familiens økonomi ikke rækker til, at børnene kan deltage i fritidslivet. I budgetaftalen er der afsat 190.000 kroner årligt de kommende fire år, som vil gøre det lettere for børnene og de unge at være med i foreningsliv, musik, billed- og ungdomsskole samt købe udstyr og deltage i stævner.
Indfører omsorgskvarter
Borgere, som modtager praktisk hjælp eller personlig pleje i hjemmet vil få tildelt et ekstra kvarter hver 14. dag. Den enkelte borger beslutter selv i dialog med hjemmeplejen, hvad den ekstra tid skal bruges til. Omsorgskvarteret skal give plads til øget nærvær, dialog og tryghed i plejen.
Netop det ekstra kvarter, er det punkt i budgetaftalen, som Lejres borgmester Tina Mandrup selv (V) fremhæver i pressemeddelelsen fra Lejre Kommune. Et element i aftalen om ekstra hjælp i eget hjem til Lejres ældre, der samtidig kommer, efter kommunen for nylig indkasserede en 90. plads ud af landets 98 kommuner, når det gælder de ældres tilfredshed med netop hjemmehjælpen.
- Personligt er jeg blandt andet fantastisk glad for, at vi har fundet ekstra ressourcer til omsorg i hjemmeplejen. Med “omsorgskvarteret” og med borgerens selvbestemmelse i fokus, bliver der nu tid og luft til mere nærvær. Ønsker borgeren at byde hjemmehjælperen på kaffe og en snak, ja så bliver der nu tid, ro og nærvær til det, lyder det fra Tina Mandrup i pressemeddelelsen.
I budgetaftalen for to år siden hævede Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, De Radikale og Danmarksdemokraterne prisen på maden på Lejres plejehjem med 10.000 kroner om året pr. beboer.
Den prisstigning ruller det nye budgetflertal ikke tilbage med dette års aftale. Til gengæld skruer Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, De Radikale og Danmarksdemokraterne op for den lokale madlavning på Lejres plejehjem. På Hvalsø Plejehjem vil prioriteringen allerede fra 1. januar 2026 udløse mere køkkenpersonale. Ammershøj Plejehjem tager deres køkken i brug fra d. 1. juli 2026, og på Bøgebakken Plejehjem vil der i løbet af et par år være et opgraderet køkken, så beboerne kan få hjemmelavet mad herfra.
Derudover vil parterne styrke klimasamarbejdet og de indsatser, der følger med Den Grønne Trepart. Det skal blandt andet sikre, at Lejre Kommune kan indfri løfterne i den reviderede klimaplan, og at Den Grønne Trepart kan omsættes i konkret handling, herunder skovrejsning, lyder det i pressemeddelelsen.
Fakta: Det vil partierne prioritere
Herunder følger et udvalg af nyhederne i budgettet som Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, De Radikale og Danmarksdemokraterne står bag. Tallene er de samlede udgifter for de kommende fire år.
Drift
- Lokalt produceret mad på Lejres plejehjem - 15 mio. kr.
- Flere ressourcer til specialundervisning i folkeskolen - 10 mio. kr.
- Kultur- og fritidspas til børn og unge - 7,6 mio. kr.
- Løft af kvaliteten i dagtilbud - 6,8 mio. kr.
- "Omsorgskvarter" i hjemmeplejen - 6 mio. kr.
- Medarbejder til klimaindsats - 2,25 mio. kr.
- Trivselsindsats i folkeskolen - 1 mio. kr.
- Kultur- og fritidspas til børn og unge - 760.000 kr.
- Øget tilskud til Sagnlandet Lejre - 600.000 kr.
Anlæg
- Udskiftning af kunstgræsbaner 8,6 mio. kr.
- Udvidelse af Allerslev Skole - 6,9 mio. kr.
- Produktionskøkken på Plejehjemmet Bøgebakken - 2,8 mio. kr.
- Skovrejsning - 2 mio. kr.
- Hundeskov - 250.000 kr.
- Shelters og muldtoilet ved Veteran Café 90.000 kr.
Sådan har partierne fundet pengene
Partierne har en forventning om et overskud på driften på i alt 50 mio. kr. frem mod 2029. Til næste år skal partierne lave en plan for, hvordan overskuddet i praksis kan tilvejebringes.
Derudover sparer partierne i alt 31 mio. kr. robusthedspuljen.
Cykelsti og ny kunstgræsbane
På anlægssiden fylder de nye elementer få linjer i den samlede aftaletekst. Men medregner man Kommunalbestyrelsens tidligere beslutninger er der til gengæld afsat cirka 365 millioner kroner til anlæg de kommende år, så Lejre Kommune kan følge med befolkningsudviklingen og skaffe plads til blandt andet flere børn i dagtilbud, flere skoleelever og flere ældre på plejehjem.
Blandt de få nye anlægsposter er en af de største i kroner og øre knap syv millioner kroner i 2026 til flere lokaler på Allerslev Skole, hvor elevtallet ventes at stige de kommende år.
Aftalepartierne har derudover givet hinanden håndslag på, at der fortsat skal etableres cykelsti fra Rye til Munkholmbroen i 2027. Længere sydpå i kommunen skal en anden cykelsti anlægges på Lyngageren fra Ledreborg Allé og frem til kommunegrænsen og dermed tæt på Lynghøjsøerne.
Endelig skal Lejre Kommune ”undersøge mulighederne”, som der står pressemeddelelsen, for at etablere en cykelsti fra rundkørslen ved Horseager i Hvalsø til kommunegrænsen ved Elverdamsåen. På den anden side af kommunegrænsen har Holbæks politikere netop afsat penge til en cykelsti fra Smidstrup til Lejres kommunegrænse.
Både arbejdet med at anlægge den nye cykelsti på Lyngageren og undersøgelsen af mulighederne for cykelstien ved Hvalsø skal finansieres via den såkaldte trafiksikkerhedspulje.
På idrætsområdet investerer partierne 8,6 millioner frem mod 2028 i en renovering af flere af de kommunale kunstgræsbaner. Derudover bekræfter partierne, at det fortsat er planen at bruge godt otte millioner kroner på en ny kunstgræsbane i Kirke Såby det kommende år.
Samlet set lyder Lejres budget i 2026 på knap 2,3 milliarder kroner.