Flere gerningsmænd planlagde i foråret to drab i Nordsjælland, som i sidste ende mislykkedes. Det mener politiets specialafdeling National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som onsdag oplyser, at en 38-årig mand tirsdag blev anholdt i sagen.
- En 38-årig mand er fængslet for at have planlagt to drabsforsøg på en Hells Angels-rocker i Kokkedal.
- Politiets specialafdeling NSK mener, at manden sammen med andre planlagde drabsforsøgene, som mislykkedes.
- Den 38-årige er sigtet for at have skaffet skytter og en lejlighed til planlægning og skjul.
- En AK47-automatriffel blev brugt i drabsforsøget, men offeret blev ikke ramt
Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør onsdag eftermiddag, hvor han blev sigtet for to drabsforsøg.
NSK mener, at den 38-årige sammen med både navngivne og ukendte gerningsmænd var med til at planlægge to tilfælde af drabsforsøg forud for 7. maj.
I begge tilfælde er han sigtet for at have sørget for, at to forskellige hvervede skytter kunne benytte en lejlighed i København som led i planlægningen af drab.
Lejligheden skulle ifølge politiet også bruges som et efterfølgende skjulested.
Læs også
- Person ramt af skud – det ved vi nu
- Politi søger vidner til dreng på elløbehjul efter skud i Kokkedal
- Dramatisk udvikling i skudsag - ung svensker er sigtet for drabsforsøg
- Analyse: Sprængfarlig situation efter skyderi mod rocker i stort boligområde
- Borgmester ærgrer sig over skudsag: - Ikke noget vi har været forberedt på
- Politiet holder kortene tæt til kroppen i sag om drabsforsøg
Den 38-årige er desuden sigtet for at have været med til at besidde en skarpladt AK47-automatriffel.
Skydevåbnet blev brugt i forbindelse med et drabsforsøg på Byengen i Kokkedal den 7. maj. Her blev der skudt efter en mand, der tidligere er blevet beskrevet som en fremtrædende Hells Angels-rocker.
Drabsforsøget mislykkedes, da offeret ikke blev ramt og efterfølgende kørte fra stedet.
Der er tidligere sket anholdelse i samme sag. I maj blev en 20-årig svensktalende mand sigtet for at have affyret skuddene.
"Dybt alvorligt"
Politiet har tidligere advaret om fænomenet "violence as a service", hvor kriminelle hyrer andre kriminelle til at udføre personfarlig kriminalitet som drab.
- Det er en dybt alvorlig sigtelse. Som vi tidligere har meldt ud, så holder NSK og resten af dansk politi et skarpt øje med, hvad der foregår.
- Det betyder, at der er et massivt fokus på at forhindre de her drabsforsøg, ligesom vi kommer efter gerningsmændene og de personer, som hjælper dem, siger politiinspektør Henrik Andersen fra NSK onsdag.
Den 38-årige mand, der blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag, er blevet varetægtsfængslet frem til 21. oktober, oplyser NSK.