Nu kan du igen opleve eventen Fantastiske Frederiksborg i weekenderne 27. og 28. september og 4. og 5. oktober.
Tidligere har museet med Fantastiske Frederiksborg vist rundt i Badstueslottet og i Porttårnet, og nu er de altså ude med et nyt sted på slottet, der kan udforskes. Denne gang kan man træde ind i en ellers lukket verden i staldlængerne på Frederiksborg.
- Museet på slottet åbner portene til skjulte perler på den forreste slotsholm: Kongestaldgården, Vognporten og den tidligere ridebane, fortæller museet i en pressemeddelelse.
Besøget begynder i indre slotsgård og fortsætter ind i udstillingen på museet, hvor portrætter og malerier – blandt andet af Frederik 2 og dronning Sophie – tegner billedet af det persongalleri, der stod bag Frederiksborgs første staldanlæg. Her blev et stutteri anlagt som en del af Frederiksborg Slots funktion som kongelig residens.
- Derefter bevæger vi os mod bygningerne på den forreste slotsholm og træder ind gennem Husarstaldens porte til Ridebanen. Her er der stadig spor efter hesteopdrættet på Frederiksborg. Med historiske billeder fra 1800-tallet fremmanes de bygninger, der er forsvundet, og vi ser, hvor hestene blev fortøjet og trænet. Her mærker vi endnu suset fra kongelige rideøvelser og dagliglivets puls ved hoffet, skriver museet.
Rundvisningen varer cirka 60 minutter, og der er fem rundvisninger hver dag. Angående billetter er det mere information på museets hjemmeside.