Menighedsrådsformanden fra Herredskirke på Lolland ser ingen grund til at bevare en kirke, der ikke bliver brugt. Hermed rejses et relevant om end følsomt spørgsmål: Hvad skal vi med alle de tomme kirker?Der er ingen teologisk grund til at bevare dem. Bygningerne er ikke hellige i den danske udgave af kristendommen. Kirkerne er groft sagt blot huse, hvor menigheden kan samles i ly for regnen.
Der er altså ingen religiøse årsager til at vi skal bevare kirkerne, slet ikke når der ingen menighed er. Men hvor vi som samfund lukker skoler uden elever eller rådhuse, der ingen medarbejdere har, så har vi langt mere berøringsangst, når det kommer til de hvidkalkede middelalderkirker, der pryder de danske bakketoppe. De er nemlig en del af vores historie og bygningskulturarv, som vi ikke mindst i pressede tider fatter stor kærlighed til. De minder os om en tid med et levende land og en markant anden fordeling af de økonomiske ressourcer. For nogle er kirkerne tæt forbundet til deres eget liv med dåb, konfirmation, bryllup og begravelser.
Historierne er værd at huske. Men når kirkerne reduceres til tomme mindesmærker over en svunden tid, skal vi turde tænke nyt. Vi skal turde tage en åben snak om, hvad bygningerne ellers kan bruges til – og hvad det koster at vedligeholde dem, selv om ingen bruger dem.
Der er områder på Sjælland, der har brug for et løft, og hvor udgifterne til at vedligeholde tomme kirker er en belastning. Hvorfor ikke lade de tomme kirker spille en anden rolle? Kirkerummenes potentiale har andre steder i landet fået lov at folde sig ud med stor respekt og god hjælp fra dygtige arkitekter og fremsynede lokale. På Læsø er havnekirken eksempelvis forvandlet til et kursted, og bygningerne bidrager både til fornyet opmærksomhed og til den lokale økonomi. Andre steder er kulturen rykket ind med foredrag, teater, bøger eller andre tilbud, der samler og begejstrer.
Vi har til alle tider brug for steder at mødes. Vi er også villige til at flytte os, hvis det giver mening. Kulturturisme er en af de tendenser, der er i kraftig vækst og som kan skabe tiltrængt trafik til landområderne. Men der skal være noget at mødes om. Nytænkning af tomme kirker kan være rammen om netop det.