Fem personer er siden midten af august blevet syge med den samme type af listeria.
Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at smittekilden er fiskefrikadeller. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.
Læs også
- Endnu flere fiskefrikadeller tilbagekaldes - se den fulde liste
- Efter fund af listeria – fiskefrikadeller tilbagekaldes
De syge er i alderen 70 til 95 år, og de har alle været indlagt, lyder det.
- Bakterier fra patienter og prøver af fiskefrikadeller fra producenten er blevet sammenlignet. Vi har fundet, at bakterierne er helt ens. Dette viser, at smitten er kommet fra producenten, siger seniorforsker Brian Lassen fra DTU Fødevareinstituttet i pressemeddelelsen.
Tenax Sild, som har produceret de pågældende fiskefrikadeller, har tilbagekaldt flere varianter af produktet.
Virksomheden har desuden igangsat tiltag for at undgå listeria i produktionen, skriver SSI.
Selv om produkterne er tilbagekaldt, kan der stadig være forbrugere, som har frikadellerne liggende i køleskabet.
Er det tilfældet, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man smider dem ud.
I pressemeddelelsen understreger SSI, at der er meget lille risiko for at blive syg med listeria.
Men man er i risiko for at blive alvorligt syg, hvis man har et nedsat immunforsvar, er ældre eller gravid.
/ritzau/