I en længere periode har beboerne omkring bostedet Granvej, der tidligere hed Ringbo, på Granvej følt sig utrygge. Her har butikslivet berettet om et stort svind, mens borgere har følt sig chikaneret af beboerne.
- Beboere omkring bostedet Ringbo i Bagsværd føler sig utrygge på grund af tyverier og truende adfærd.
- Københavns Kommune ejer bostedet, mens Gladsaxe Kommune søger en langtidsholdbar løsning.
- Kristian Tørning (DF) har foreslået at lukke Ringbo, men ejerskabet komplicerer sagen.
- Gladsaxe Kommunes borgmester, Trine Græse, understreger behovet for samarbejde med Københavns Kommune.
- En tryghedsvandring arrangeres for at diskutere problemerne med lokale myndigheder og beboere.
Flere har også udtrykt deres frustrationer gennem læserbreve til Sjællandske Nyheder. Her har Kristian Tørning (DF) blandt andet ytret, at Ringbo bør lukkes.
Men det er ikke så ligetil, for det forholder sig sådan, at Københavns Kommune ejer grunden, som bostedet ligger på. Det har de gjort i mere end 60 år.
Derfor har Gladsaxe Kommunes Borgmester Trine Græse (S) udtrykt i et læserbrev, at der skal findes en mere langtidsholdbar løsning:
- Desværre har tilfælde af tyverier og uhensigtsmæssig adfærd givet anledning til utryghed blandt nogle borgere. Det skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge, lyder det fra Trine Græse, der uddyber:
- Men da vi ikke ejer Granvej, kan det alene ske gennem et tæt samarbejde med Københavns Kommune, der som ejere har det fulde ansvar for hele bostedet og dets beboere. Det samarbejde har Københavns Kommune også tilkendegivet, at de tager alvorligt.
Fik en besked fra en utryg borger
Byrådets medlemmer modtog i maj en e-mail fra en beboer i Bagsværd, der gjorde byrådet opmærksom på den utryghed, hun oplever som nabo til Københavns Kommunens bosted på Granvej i Bagsværd.
Det handler om tyverier, narkohandel og truende adfærd, som hun hævder at have oplevet fra bostedets beboere.
Derfor stillede Astrid Søborg (V) på vegne af partiet en række spørgsmål omkring Gladsaxe Kommunes indblanding i sagen. De har blandt andet spurgt ind til, hvordan borgmester Trine Græse vil sikre, at politiet vil gribe ind over for hændelserne i området og orden for beboerne, og hvilke betingelser, der er knyttet til Københavns Kommunes mulighed for at opretholde et botilbud på Granvej.
Byvandring skal være startskuddet
På baggrund af oplevelserne som de lokale beboere og butikslivet oplever, inviterer Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune derfor til en fælles to kilometer tryghedsvandring i området omkring bostedet på Granvej.
Her vil det være muligt at tale med Karina Vestergaard Madsen (Ø), der er socialborgmester i Københavns Kommune og borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse (S).
Der vil også være repræsentanter fra lokalpolitiet i Bagsværd. Direktør i socialforvaltningen i Københavns Kommune, Jacob Hess og Gitte Bylov Larsen, der er Social- og Sundhedsdirektør i Gladsaxe Kommune deltager ligeledes sammen med de lokale, som er inviteret.