Forfatteren, velgøreren, globetrotteren, eventyreren, den pensionerede lærer, ejendomshandleren og ordsprogsindsamleren Henrik Høyer-Hansen, der egentlig bare gik under navnet 'Pytkongen', er død.
I et mindeord, som ligger på Frivilligcenter Rudersdals hjemmeside, sætter hans ven og kollega i Pytforeningen, Jørgen Cardel, ord på, hvilket slags menneske, Holte-borgeren og ildsjælen Henrik Høyer-Hansen var.
- Vi har alle sammen helt utrolig mange gode minder om Henrik, og disse minder skal vi hjælpe hinanden med at holde i live. Henrik var en helt usædvanlig og vellidt mand, som tillige var meget lattermild og kunne begå sig med alle, han kom nær. Henrik beskæftigede sig kun med det, han følte glæde ved, og især det som gav glæde til andre, skriver Jørgen Cardel blandt andet.
Jørgen Cardel fortæller, at Henrik Høyer-Hansen et par gange om ugen var frivillig legeonkel i børnehaven, som lå lige overfor, hvor han boede på Rudersdalsvej. Han underviste også herboende ukrainere i dansk, og på sin egen, helt særlige facon underviste han også andre folkeslag i dansk.

Henrik Høyer-Hansen skrev 12 PYT-bøger, og så var han stifter af og formand for Pytforeningen, hvis erklærede formål er at få mennesker til at føle glæde ved livet, på trods af eventuelle vanskeligheder, sorg og modgang.
Henrik Høyer-Hansen var også medlem af menighedsrådet i Søllerød Kirke, medlem af Rotary i Lyngby og Hemmingwayklubben, og han var i 2021 opstillet til kommunalvalget i Rudersdal for de konservative.
- Jeg er sikker på, at alle, som stiftede bekendtskab med Henrik, fik et meget positivt indtryk af hans væremåde og positive indgang til tilværelsen og den måde, han altid greb tingene an på. Vi vil altid mindes Henrik som det positive og glade menneske, han altid har været, skriver Jørgen Cardel, der er næstformand i Pytforeningen, i sit mindeord.
Begravelsen finder sted i stilhed.