Der er mere bevægelse og leg på vej ind i børnehaverne i Ringsted Kommune.
Pædagoger og medhjælpere i børnehaverne kan nu tage alle børn med på en fantasifuld og sjov tur på enten Bondegården, Zoofari, Rumfart eller en tur i Cirkus. Bevægelseskonceptet Action Kids er nemlig kommet til børnehaverne i Ringsted Kommune.
Takket være Bjarne Jensens Fond har den almennyttige forening Action Kids overrakt 24 Action Kids i "CirkusKasser" til Ringsted Kommune. Action Kids er et bevægelseskoncept direkte henvendt til børnehavebørn. Konceptet er udarbejdet i samarbejde med ergoterapeuter, fysioterapeuter og pædagoger med henblik på at motivere børn til mere bevægelse gennem leg, og dermed give institutionerne en måde til at integrere mere motion i dagligdagen.
Ved hjælp af en fortællerstemme, samt musik, lydeffekter og farverige tegninger bliver børnene guidet gennem en række fantasifulde historier, hvor de kan tage på bondegårdsbesøg, på zoofari, på rumrejse eller i Cirkus. Konceptet henvender sig også til børn, der normalt ikke deltager i sport eller konkurrenceprægede aktiviteter, da det ikke præsenteres som motion, men som interaktionsbaseret historiefortælling.
Ifølge Action Kids’ projektleder, Thomas Fedder, er tanken bag Action Kids, at børnene slet ikke opdager, at de dyrker motion:
- Historierne er inddragende og skal sætte gang i fantasien. Undervejs får børnene forskellige opgaver, de skal løse, hvor de aktivt bruger kroppen. Det er aktiviteter, der passer til fortællingens forløb, og idéen er dermed, at børnene fokuserer mere på at løse opgaven end på, at de motionerer.