Hvis du har prøvet gåturen fra Roskilde Havn, ud gennem Sct. Hans-området og via Parcelgårdens jorde og til Boserup, så ved du også, at det kan være en prøvelse. Men det er slut nu.
Roskilde Kommune og Nationalparken Skjoldungernes Land har nemlig slået halv skade på et projekt til 200.000 kroner, og dermed er de værste 500 meter af turen fra byen til skoven lige pludselig blevet de bedste.
Fra at de 500 meter, som er markeret på fotoet, var en tvivlsom trampesti, til tider med en strækning af lidt sumpet karakter, er stien nu en lækker grussti, som er så fin, at den tilmed kan forceres med handicap-elscootere, og dermed er den væsentligste forhindring for at komme i skoven ryddet af vejen.
Fjordstien, som stykket er en del af, er en 275 km lang regional rekreativ cykel- og vandresti rundt om Isefjord og Roskilde Fjord. Stykket er også en del af Skjoldungestien, og dermed er det kun stykket fra Roskilde Havn og ud til lige efter Sct. Hans Have, som det er svært at færdes på.