Høstfesten er reddet. Det samme er fastelavn, julefesten, den ugentlige kortspilsaften og fællesspisning den første fredag i hver måned.
- Frivillige fra Vinstrup-Tystrup Bylaug har renoveret det historiske forsamlingshus med nyt tag og isolering.
- Renoveringen blev muliggjort gennem støtte fra fonde, Næstved Kommune og bylaugets egne opsparede midler.
- A-holdet, bylaugets madhold, sørgede for forplejning til de arbejdende frivillige.
- Forsamlingshuset, oprindeligt et missionshus fra 1853, er nu klar til kulturelle og sociale arrangementer.
- Et professionelt tagdækkerfirma blev hyret til det sidste lag tagpap for at sikre forsikringsdækning.
Takket være en fælles indsats med hamren og banken fra syv morgen til seks aften lykkedes det frivillige fra Vinstrup-Tystrup Bylaug at fuldende forvandlingen af byernes gamle forsamlingshus, så det nu fremstår med nyt og holdbart tag, en god gang isolering, nye nedløbsrør og en frisk facade.
- Vi er heldigvis mange, der kan noget med vores hænder. Formanden for bylauget er tømrer og vi har haft flere håndværkere på opgaven ligesom vi også tæller en bygningskonstruktør, siger medlem af Vinstrup-Tystrup Bylaug, Morten Nygaard - og tilføjer.
- Men vi kunne ikke have gjort det uden A-holdet. De har været uundværlige.

Gammelt missionshus
A-holdet er bylaugets madhold, der stod klar med morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad til de travle folk på tagryggen. Dermed var der tale om en samlet indsats for at få færdiggjort renoveringen af den historiske bygning, der har eksisteret siden 1853. Oprindelig opført som missionshus og senere i 1990'erne overdraget til bylauget som forsamlingshus.
- Vi er blevet støttet af flere fonde, der har gjort det muligt at realisere projektet. Men vi har også selv sparet midler op, så vi kunne få det fikset, tilføjer Morten Nygaard.
Bylauget havde selv sparet 75.000 kroner sammen, Næstved Kommune har yderligere hjulpet til med 50.000 kroner, mens flere velgørende fonde har bidraget med 155.000 kroner til den helt nødvendige tagrenovering af den gamle bygning.
- Det gamle tagpap-tag var helt utidssvarende og uisoleret og der var fare for at trænge vand ind. Nu har vi energi-optimeret huset og kommer til at spare på varmeregningen. Derfor er det så godt at få det gjort, siger Morten Nygaard.
Læs også
- Borgere i landsbyer inviteres til fjernvarmemøder
- Hunden Henning døde - Flemming elsker sin hund Meggie Sheeran
- Bevaringsværdig ejendom revet ned: Kommunen kræver den genopført
Nøglehus til fester
Dermed er der plads til flere fester og kulturelle aktiviteter i forsamlingshuset, som også bliver brugt til pilates, ølbrygning og foredrag. Derudover benyttes forsamlingshuset også som nøglehus til udlejning, hvor alle har mulighed for at benytte huset til at holde fest, barnedåb, konfirmation eller lignende arrangementer. Bygningen huser også områdets hjertestarter, hvor der løbende bliver afholdt kurser i førstehjælp til gavn for beboerne i området.

De frivillige stod for det meste, men måtte dog gøre brug af et professionelt tagdækkerfirma til det sidste lag tagpap, for ellers dækker forsikringen ikke ved eventuelle skader på huset.
De var med til at realisere projektet
Næstved Kommune
Næstved Egnens Landbrugsfond
1848 Fonden
Trelleborg Fonden
Holsteinsborg Fonden
Tagsnedkeren samt medlemmer af bylauget